39-årig mand sigtet for drabsforsøg på sin kæreste

En 39-årig mand blev torsdag varetægtsfængslet, sigtet for drabsforsøg på sin 33-årige kæreste.

Den 39-årige, der tidligere har boet sammen med sin kæreste, var kommet hjem til hende og her kom parret op at skændes.

Skænderiet udviklede sig og på et tidspunkt voldeligt, hvor den 39-årige blandt andet tog fat om kvindens hals og klemmte til.

Han stoppede på et tidspunkt volden. Selv forklarede han i retten, at han stoppede fordi han vågnede op af en trancelignende tilstand. Efter at have vasket blodet af kvinden lagde han sig til at sove.

Kvinden, der var skrækslagen, turde ikke forlade sin lejlighed af frygt for mere vold.

Først næste dag, da en psykolog kom for at se til parrets spædbarn, kunne kvinden få hjælp. Psykologen bad manden om at forlade lejligheden og fik derefter hjulpet den stærkt medtagne kvinde.

Da kvinden kom ind på Hillerød Sygehus, blev hun, ifølge Nordsjællands Politi, straks indlagt til observation. Undersøgelserne af kvinden viste, at hun havde været i livsfare under kvælningsforsøget.

Den tidligere samlever meldte senere på dagen sig selv på Helsingør Politigård, hvor han blev anholdt. Han blev fremstillet i grundlovsforhør torsdag, hvor dommeren valgte at varetægtsfængsle manden frem til den 30. december.

Den 39-årige har udbedt sig betænkningstid med hensyn til, om han vil anke fængslingen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *