lørdag 27 december, 2008 Kl. 02:43 · 0 kommentarer
En egyptisk skolelærer er blevet idømt seks års fængsel for at have slået og sparket en elev til døde.
Eleven, den 11-årige Islam Amr Badr, døde på et hospital i Alexandria. Han var indlagt med fire brækkede riben.
Læreren, Haitham Nabeel Abdelhamid, havde sparket drengen voldsomt, fordi han ikke havde lavet sine lektier. Ifølge sin forklaring til retten, ville han ikke skade drengen, men blot disciplinere ham.
Ifølge BBC News tog lærerens forsvarer sin klients handling i forsvar og sagde at, “Det er ikke forbudt at slå i skolen og min klient har ikke brudt loven”.
Sagen har fået den egyptiske regering til at se på reglerne om afstraffelse i skolen.