søndag 15 februar, 2009 Kl. 21:52 · 0 kommentarer
En 26-årig sergent blev søndag varetægtsfængslet i fire uger, mistænk for delagtighed i våbenrøveriet fra Antvorskov Kaserne i Slagelse.
Den 26-årige er bare den seneste, som er blevet varetægtsfængslet i sagen.
Natten til den 4. januar trængte tre maskerede og bevæbnede mænd ind i vagtstuen på Antvorskov Kaserne. Her overmandede de vagterne og truede dem til at udlevere koden til våbenlageret. Røverne stjal herefter næsten 200 våben, der skulle have været sendt til de danske styrker i Afghanistan.
Fredag morgen anholdt folk fra PET og Forsvarets Auditørkorps den 26-årige i Kosovo. Lørdag blev han fløjet til Danmark, så han søndag middag kunne fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Næstved.
Grundlovsforhøret blev holdt bag dobbeltlukkede døre og det vides derfor ikke, hvordan den 26-årige forholder sig til sigtelsen og fængslingen.
I forvejen sidder fem personer varetægtsfængslet i sagen. Blandt dem en 40-årig mand, der blev anholdt under en ransagning af et parcelhus i Smørumnedre i sidste weekend.
Under ransagningen fandt politiet en stor mængde våben, som stammer fra røveriet.
Politiet er meget tilbageholdende med oplysninger i sagen, da man stadig efterforsker sagen.