12-årig skoleelev begik selvmord

En 12-årig elev fra Udby Skole begik tirsdag selvmord. Foto: Freelancefotografen.dk
En 12-årig elev fra Udby Skole begik tirsdag selvmord. Foto: Freelancefotografen.dk

Tirsdag eftermiddag tog en kun 12 år gammel dreng fra Kisserup ved Holbæk sit eget liv. Ifølge flere medier havde drengen gennem længere tid været udsat for mobning på sin skole.

Både lærere, elever og forældre til elever på skolen var meget berørt, da nyheden spredte sig i det lille samfund på Tuse Næs.

– Det er forfærdeligt, når sådanne ting sker. Familie, kammerater og ansatte på Udby Skole er naturligvis dybt chokerede og i sorg, siger Lisbeth Moltzen, der er direktør i Holbæk Kommune.

Skolens kriseberedskab, der blandt andet omfatter den lokale præst og tre psykologer, blev sat i værk umiddelbart efter tragedien og dagen efter, var klasserne sammen med deres klasselærere, hvor de i fællesskab fik mulighed for at tackle de mange følelser.

Mobberfri skole
For snart ni år siden gennemførte Udby skole et projekt, hvor eleverne kom med forslag til hvordan skolen kunne blive en ‘mobbefri skole’. Blandt elevernes forslag var at man ikke må kalde hinanden øgenavne, at man ikke må gøre nar ad nogen og at man skal hjælpe andre, hvis de bliver moppet.

Projektet endte med en lille folder, som ni år efter stadig er skolens officielle mobbepolitik. Blandt punkterne i skolens mobbepolitik findes punktet ‘Det er vigtigt at tage mobning op’.

Om det var mobning, der fik den kun 12 år gamle dreng til at tage sit liv tirsdag efter skole, er endnu ikke klart.

– Lige nu er alle opfyldt af følelser, og indsatsen skal umiddelbart rette sig mod at håndtere disse følelser. Når vi kommer videre fra denne akutte fase, kommer tiden samtidig til at vurdere, hvad der præcist er sket, siger Lisbeth Moltzen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post 15-årig pige forsøgt voldtaget
Next post Mand fundet knivdræbt i P-kælder