Flight AF 447 forsvandt over Atlanten

Mandag morgen forsvandt et passagerfly fra det franske flyselskab Air France på sin tur fra Rio De Janeiro til Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris.

Ombord på flight AF 447 var 12 besætningsmedlemmer og 216 passagerer af 32 nationaliteter. Blandt dem var også en dansker, psykoterapeuten Christiane Zeuthen fra Genner ved Aabenraa.

Umiddelbart efter det kom frem, at Flight 447 var forsvundet, samledes pårørende i både Charles de Gaulle lufthavnen og i Rio de Janeiro. Begge steder blev de tilbudt krisehjælp, mens de ventede på nyheder om det forsvundne fly.

Den franske præsident Nicolas Sarkozy mødtes mandag aften med de pårørende i Charles De Gaulle-lufthavnen, hvor han ønskede at vise dem sin respekt og medfølelse.

Ugen igennem har flådefartøjer, helikoptere og flyvemaskiner ledt efter det fly, der forsvandt et sted over atlanten.

Selvom der ikke længere er chance for at finde overlevende, fortsætter eftersøgningen i håb om at finde vraget og de sorte bokse, der indeholder data, som måske kan fortælle hvad der skete.

Søndag morgen fandt det brasilianske luftvåben to personer og vragrester fra Flight AF 447.

– Vi bekræfter at vi har bjærget vragrester og lig fra Air France flyet, sagde en talsmand fra det brasilianske luftvåben ifølge BBC News.

Der blev desuden bjerget en kuffert med en flybillet, der ifølge Air France tilhørte en passager på flyet. Desuden blev der fundet en rygsæk, som indeholdt en computer.

Ligene og vragesterne blev samlet op omkring 800 km nordøst for øgruppen Fernando de Noroha ved Brasiliens nordkyst – ikke langt fra det sted, hvor flyet holdt op med at udsende signaler.

Hvad årsagen til flyulykken er, er endnu ikke kendt. Men ifølge franske myndigheder udsendte flyet 24 fejl-meddelelser før det forsvandt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Mor til tre dræbt af knivstik
Next post 19-årig fængslet i blodig drabssag