Markante domme i sag om våbenbesiddelse
To mænd fra Bagsværd blev fredag i sidste uge idømt markante domme i en større sag om våbenbesiddelse fra Bagsværd på den københavnske vestegn.
Sagen tog sin begyndelse, da Københavns Vestegns Politi fandt seksten skydevåben og en del ammunution på en privatadresse og et våbenlager i Bagsværd og omegn.
Skydevåbnene omfattede blandt andet maskingeværer, maskinpistoler, oversavede jagtgeværer og skarpladte pistoler.
De to mænd blev anholdt få dage senere og fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre ved Glostrup Ret. Her valgte dommeren at varetægtsfængsle dem.
Fredag den 10. juli blev der afsagt dom i sagen.
En 49-årig mand blev idømt fire måneders fængsel for bl.a. i en periode at have opbevaret en skarpladt pistol på sin bopæl på i Bagsværd.
En 44-årig mand blev idømt tre års ubetinget fængsel for i en periode at have opbevaret femten stk. skydevåben, heraf seks stk. af særligt farlig karakter, og 370 stk. ammunition. Våbnene blev opbevaret på et lager og en privatadresse i Bagsværd og omegn.
Retten lagde til grund for strafudmålingen, at våbnene klart er relateret til den lokale Værebrobande i Bagsværd.
Dommene blev afsagt på baggrund af de gamle regler for overtrædelse af våbenloven jf. strafskærpelsen den 15. juni 2009.