af Mette Sørensen og Rolf Larsen
lørdag 25 juli, 2009 Kl. 14:22 · 0 kommentarerTirsdag den 14. juli om eftermiddagen blev en 15-årig pige forsøgt voldtaget på en legeplads ved Tjele Allé i Bagsværd.
Pigen har forklaret politiet at hun blev antastet af en ukendt mand, som satte sig på en gynge ved siden af hende og begyndte at tale til hende om løst og fast. Pigen anede ikke uråd, da manden umiddelbart virkede venlig nok.
Da hun kort efter sagde, hun ville gå hjem, tog gerningsmanden fat om nakken på hende og førte hende hen til en bænk bag gyngerne. Her holdt han hende fast, så hun ikke kunne løbe og løftede hende op på sit skød.
Manden forsøgte at kysse hende bl.a. på nakken, munden og på brysterne og befølte hende uden på tøjet på brysterne og i skridtet. Samtidig fortalte han flere gange, at han ville have sex med hende.
Pigen var meget bange og sagde gentagne gange, at hun ville hjem. Hun forsøgte at skubbe hans hænder væk og komme fri, men han tog halsgreb for at holde hende fast.
Lidt efter kom to piger cyklende, hvilket fik manden til at løsne sit greb. Pigen vristede sig løs og løb fra stedet. Ved en parkeringsplads ved en børnehave gemte hun sig grædende bag en høj hæk. Her blev hun fundet af en mor, der netop kom fra børnehaven. Pigen fortalte, hvad der var sket, og sammen med sin mor, kontaktede hun politiet.
I denne uge blev en 33-årig mand anholdt i sagen. Anholdelsen skete på et pizzaria, hvor den 33-årige arbejde, efter at pigen havde udpeget ham som gerningsmanden.
Torsdag blev han fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i en uge.