Modeugen er rent narko-mekka


I disse er dage er modeeliten samlet i København. Men bag de farverige sommer-cocktails gemmer der sig en verden, hvor kokain er normen.

Modeller, fotografer, bookere og andre jetsettere fra den danske modebranche er ikke blege for at tage et par baner kokain, når modeugens fester løber af stablen.

For stoffet kokain er langt fra en ukendt gæst, når modebranchen brager til efterfest.

Modeugens program er nemlig spækket med fester og receptioner, hvor de inviterede branchefolk kan mingle og drikke gratis drinks, men ifølge modellen Oliver Bjerrehuus er der også andre ting, som modebranchen er fælles om.

– Københavns modefolk sniffer igennem, det skal ikke være usagt! Modebranchen er altid blevet forbundet med kokain, det er dér stofferne florerer. Vi kan ligeså godt erkende det, i stedet for at alle går rundt og skjuler det og sniffer coke på toiletterne i København, siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.

Søren Krogh Hansen, der er model hos modelbureauet 2pm, bakker Oliver Bjerrehuus op.

– I Danmark er det ikke så meget modellerne, der tager kokain. Men i høj grad andre mennesker i branchen. Det er tit dem, der er værst i den danske modebranche, siger Søren Krogh Hansen.

Selvom de to mænd har solide rødder i miljøet og er faste gæster i den københavnske modeuge, lader det ikke til at Københavns Politi er enige.

Her ser man nemlig ikke kokain-forbruget i modebranchen som alarmerende i forhold til andre miljøer i København, og mener ikke, at der er mere kokain på gaden, bare fordi det er modeuge.

– Vi har selvfølgelig hver dag en indsats på kokain-området på værtshuse og lignende, men vi gør ikke noget specielt i forhold til den danske modeuge. Vores erfaring med kokain er, at høj som lav bruger det, og at det er et meget udbredt stof, siger Steffen Steffensen fra Københavns Politi til Nyhedsbureauet Newspaq.

Misbrugsekspert Henrik Rindom fortæller, at kokainen har fundet sit indtog i alle de sociale lag – lige fra den prostituerede på Istedgade til direktøren fra Gentofte.

– Kokain er et sindssygt godt stof. Du bliver selvsikker, dine tanker flyver hurtigt, genertheden fordufter og alle gårsdagens problemer er bare fordampet. Du ligger i feststemningens overhalingsbane, lyder det fra Henrik Rindom.

Kokain kan forsage depression, psykoser samt en lang række andre alvorlige psykiske og fysiske lidelser, alligevel er misbrugseksperten overbevist om, at kokain er kommet for at blive.

– Vi har kendt til kokain i over 100 år, og intet andet stof kommer bare tilnærmelsesvis tæt på den rus, som kokainen giver, siger Henrik Rindom.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Dansk Kosovo-bataljon ramt af sygdom
Next post Stålhjelm gik gennem taget