lørdag 24 oktober, 2009 Kl. 16:55 · 0 kommentarer
Da en privat elkunde gennemgik sine elapparater opdagede han, at der i soveværelset gemte sig en fuldvoksen strømsluger.
De fleste elselskaber tilbyder sine elkunder at de kan låne en lille mobil elmåler, populært kaldet sparometre. Med sparometret kan elkunderne selv tjekke energiforbruget på husets forskellige elapparater. Man kan f.eks. se hvad ens mobiltelefonoplader bruger af strøm når den sidder i stikkontakten uden at oplade mobiltelefonen.
Det bornholmske elselskab Østkraft er et af de elselskaber som tilbyder deres kunder gratis lån af de små elmålere.
-Vi har lavet et samarbejde med alle øens biblioteker, som gør at elmåleren nemt kan lånes af bornholmerne, fuldstændigt ligesom når de låner en bog. Ordningen er en stor succes og vi har for nyligt udvidet antallet af små elmålere der kan lånes, for at undgå ventelister, siger energirådgiver hos Østkraft, Hans Henrik Ipsen og fortsætteR:
- Et godt eksempel er en kunde som for nylig fortalte, at han havde målt stand-by forbruget på sin elektriske elevationsseng. Det viste sig at den brugte 7,5 Watt alene i stand by. På årsbasis bliver det til 65 kWh som koster kunden over 100 kr. Regnes der på miljøbelastningen svarer det til, at elevationssengens stand-by forbrug giver en årlig miljøbelastning på 27 kilo CO2. En nem løsning på problemet er at slukke på kontakten eller montere en afbryder på ledningen til sengen. Men man kan også sætte en elspareskinne på sengen således at elevationssengen kun bruger strøm når sengelampen også er tændt siger energirådgiveren fra Østkraft.
De danske elselskaber yder forskellige former for energirådgivning. Målet er, at biddrage til effektiv energiudnyttelse hos slutkunderne og dermed i sidste ende biddrage til både en mindre elregning og mindre miljøbelastning. Ud over små elmålere kan man hos de fleste elselskaber låne en kuffert med et stort udvalg af sparepærer. Man kan så prøve de forskellige typer pærer derhjemme inden man går ud og køber dem i forretningerne.