Emigranterne – en forestilling om håb og hundemad

Thomas Bo Larsen i Emigranterne. Foto: Natascha Thiara Rydvald.
Thomas Bo Larsen i Emigranterne. Foto: Natascha Thiara Rydvald.

På Betty Nansen Teatret kan man frem til 12. december opleve Thomas Bo Larsen og Tom Jensen i forestillingen Emigranterne. Det er en teaterforestilling om en verden, hvor kærligheden burde folde sig ud og det gode liv være inden for rækkevidde. Om to eksistenser, der slås med livets absurde latterlighed og som sætter drømmene i spil, når sulten melder sig, og kassen er tom

I Emigranterne bliver vores evige jagt efter håb, penge, frihed, lykke og kærlighed sat under lup. Bliver vi nogensinde i stand til at gribe lykken og bære ansvaret for frihedens muligheder? Kan man nogensinde vende hjem, når man først er taget af sted? Og kan man, når alt kommer til alt, spise hundemad, selv om man helst vil være en kat?

Med nyklassikeren Emigranterne åbner den polske dramatiker Sławomir Mroźek for et bevægende og tragikomisk univers, der sparker til vores forestillinger om det lykkelige liv og vores evne til at forfølge vores drømme og længsler. Det er en teatertekst, der rusker liv i de tanker, der normalt ligger gemt under bekvemme-lighedens dyne, og en tekst som i høj grad kræver fantastisk mod af sine skuespillere. Det er bare de to skuespillere på scenen – to figurer i et rum, fanget som to fluer i et glas. I dette meningstomme univers har Thomas Bo Larsen og Tom Jensen derfor måtte trække på deres egne dyrekøbte livserfaringer

– De to karakterer føler sig som gæster, hvor de er, og som gæst føler man sig ikke hjemme. Jeg har rejst verden rundt. Været i Malawi den ene dag, hvor de lever for en dollar om dagen, og i Las Vegas den næste, hvor de fyrer 100.000 dollars af på et sekund og er ligeglade med det, siger Thomas Bo Larsen og fortsætter:

– Uanset hvor jeg er henne: Efter tre uger, får jeg hjemve. Når jeg så er hjemme, tænker jeg ikke på andet end at rejse hele tiden. Så kan man gå at spekulere på, hvordan det er at bo i Brasilien, og hvordan de mon er der? Men når man så er der, så længes man efter dem man kender og efter at tale dansk.

Det er Peter Langdal der har iscenesat og Karin Trille Høy, som har stået for den intime scenografi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Sygehuse skriger på lægesekretærer
Next post Smuglede 40 kg amfetamin fra Amsterdam til Randers