Kvindelige studerende får 5 mio af 93-årig kvinde

Det nye kvindekollegie ved Albironi Universitetet under opførelse. Foto: ASF-Dansk Folkehjælp.
Det nye kvindekollegie ved Albironi Universitetet under opførelse. Foto: ASF-Dansk Folkehjælp.

Den 93-årige Grethe Stief har doneret 5 millioner kroner til ASF-Dansk Folkehjælps skolebyggeriprogram i Afghanistan.

Den 93-årige kvinde ønsker, at kvinderne skal have en central rolle i den demokratiske udvikling af Afghanistan. Hendes donation gjorde det onsdag muligt at indvie et kvindekollegium ved Albironi Universitetet i Kapisa 3 timers kørsel nord for Kabuli Afghanistan.

Ved indvielsen kunne lederen af ASF-Dansk Folkehjælps internationale afdeling, Allan M. Vokstrup, overbringe en hilsen fra den 93 årige Grethe Stief til de 50 kvindelige studerende, som skal bo på det nye kvindekollegium. Ved indvielsen var også repræsentanter fra de lokale myndigheder, Det Afghanske Undervisningsministerium og Den Danske Ambassade til stede.

I sin hilsen til de kvindelige studerende sagde Grethe Stief:

“For mig er det en glædens dag. Kollegiet er færdigt og ser smukt ud på billederne jeg har set. Jeg vil håbe, kollegiet må blive et dejligt sted for jer at være, og at I vil være flittige, så I kan få en uddannelse, der kan få betydning for jeres levned.”

5 mio. til støtte for afghanske kvinder
I januar 2008 donerede Grethe Stief 5 mio. kr. til ASF- Dansk Folkehjælps skoleprogram ”DAARTT” i Afghanistan med et ønske om at støtte unge afghanske kvinder gennem deres uddannelse og på den måde skabe mulighed for, at de kan være med til at præge udviklingen af det afghanske samfund i en positiv og fredelig retning. Donationen har udover kvindekollegiet finansieret byggeriet af to højere pigeskoler i provinserne Samangan og Nangahar.

– Grethe Stiefs generøse bidrag har betydet, at endnu flere piger har mulighed for at fortsætte i uddannelsessystemet efter grundskolen, og alene på Kapisa universitet betyder det nye kollegium, at man kan fordoble optagelsen af nye kvindelige studerende. Jeg er fuld af beundring for det initiativ som Grethe Stief med donationen har vist. Jeg ved af de samtaler jeg har ført med hende, at hun håber flere vil følge hendes eksempel, siger Generalsekretær i ASF Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem

ASF-Dansk Folkehjælp har siden 2004 bygget og udstyret mange nye skoler og renoveret en række andre bygninger i tilknytning til uddannelsessektoren med økonomisk støtte fra DANIDA.

Leder af ASF-Dansk Folkehjælps internationale afdeling, Allan M. Vokstrup, udtaler:

– Vi arbejder tæt sammen med den afghanske og danske regering for at sikre at skolebyggeri i Afghanistan ikke blot er af højeste kvalitet, men også er langtidsholdbart og danner fundament for et godt læringsmiljø for elever af begge køn, siger Leder af ASF-Dansk Folkehjælps internationale afdeling, Allan M. Vokstrup og fortsætter:

– Bidraget fra Grethe Stief har betydet, at vi helt ekstraordinært har kunnet realisere opførelsen af flere skoleobjekter. Vi har den største respekt for et så uegennyttigt bidrag, der sikrer et konkret fundament for fattige kvinders uddannelse og udvikling, som Afghanistan har så hårdt brug for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Brosten fjernes inden klimatopmødet
Next post Dansk soldat dræbt af sprængladning