Ungdoms-radiovært sexchattede med 15-årig pige

Radioværten Anders Bonde, der i mandags blev overfaldet foran et hotel på Vesterbro, har lørdag sagt sin stilling i DR op.

Anders Bonde, der indtil i dag var vært på DR’s ungdoms net- og DAB-kanal P5000 udgav sig for at være model-caster, da han chattede med en 15-årig pige på nettet. Ifølge dagens udgave af Ekstra Bladet ville han gerne se hendei G-streng trusser når de skulle mødes.

Efter der er kommet flere oplysninger frem om omstændighederne omkring det voldelige overfald, han har været udsat for, er det blevet klart, at Anders Bonde ikke kan fortsætte som vært på DRs DAB- og netkanal P5000, der har de 15-20-årige som målgruppe.

– Det er ikke op til mig at vurdere, om Anders Bonde har begået noget kriminelt. Men han har gjort noget dumt ved blandt andet at chatte under falsk identitet som caster til et modelbureau for at komme i kontakt og mødes med en 15-årig pige, siger redaktionschef Lars Rønnow Torp fra DR Perspektiv, der oplyser, at Anders Bonde stadig er indlagt på hospitalet og skal opereres i næste uge.


Rigtig og klog beslutning

– Jeg har haft et møde, hvor Anders har fortalt mig, hvordan tingene hænger sammen, og Anders har valgt at sige sin stilling op. Det, synes jeg, er en rigtig og klog beslutning, for det, som Anders har gjort, er ikke foreneligt med et job som profileret DR-vært på et program, der sender for de 15-20 årige, siger Lars Rønnow Torp, og tilføjer:

– Anders Bonde har fungeret rigtigt godt som vært sammen med Mascha Vang og Anders Stjernholm, lige siden P5000 gik i luften for et år siden. Han er både sjov og klog, når han laver radio. Men det er på ingen måde klogt eller sjovt, hvad han har gjort på chatten, og det er han også selv udmærket klar over.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Mor bortfører sin datter
Next post Bortført pige fundet – moderen anholdt