Videnskabsminister til kamp imod fup-universiteter
I flere år har danske fup-universiteter kunnet operere helt lovligt og sælge fine universitets-titler til folk, der ville betale.
Blandt andet har en mand i Randers-området gennem mange år drevet Knightsbridge University. Selve universitetet holder til på en privat parcelhus-adresse og al aktivtet er angiveligt foregået på internettet.
Minister vil beskytte universitets-titlen
Nu vil videnskabsminister Helge Sander, have beskyttet universitetstitlerne i kampen for at komme diplom-fabrikkerne til livs
Universitets-betegnelsen skal i fremtiden være beskyttet her i Danmark, så kun institutioner med lovhjemmel hertil kan anvende titlen.
– Vi kan ikke i Danmark acceptere ‘fup-universiteter’ og ‘diplom-fabrikker,’ Derfor vil jeg stille forslag i Folketinget om at ændre lovgivningen, så retten til at anvende titlen universitet fremover skal være beskyttet, siger videnskabsminister Helge Sander og fortsætter:
– Dermed bliver det nemmere for de studerende at overskue uddannelsestilbuddene og undgå at bruge tid på og betale for ikke-komptencegivende undervisning.
– Forhåbentlig kan initiativet også bidrage til at styrke udlandets i forvejen solide tillid til danske eksamenspapirer, når man absolut ikke behøver at være i tvivl om kvaliteten, hvis der er tale om et eksamenspapir fra et universitet i Danmark, slutter videnskabsministeren.