Kroejer på Djursland sender nødråb: vi må snart lukke og slukke
søndag 24 januar, 2010 Kl. 13:51 · 0 kommentarer
En kroejer på Djursland har sendt et nødråb til alle folketingsmedlemmer om krisen for de danske kroer g hoteller.
Kroejer Hilding Hvid, Gjerrild Kro, der også er formand for Danske Kroer & Hoteller, har taget det usædvanlige initiativ at skrive et personligt brev til alle folketingsmedlemmer. – Det er et nødråb for at prøve at forklare folketingsmedlemmerne, at de danske kroer og hoteller er i en meget alvorlig krise – og da især i udkantsområderne, som ender med at blive affolket, hvis ikke folketing og regering griber ind, siger han.
Hilding Hvid skriver i brevet til folketingsmedlemmerne, at de danske hoteller, kroer og restauranter befinder sig meget tæt på afgrunden. I de første 10 måneder af 2009 var der 9 % færre overnat-ninger på hotellerne i Danmark, og på grund af de færre gæster er prisen faldet drastisk på de hotel-værelser, som trods alt blev udlejet. Det betyder, at hele hotel- og restaurantsektoren i øjeblikket oplever et kæmpestort fald i omsætningen og et tilsvarende tab af arbejdspladser.
Krisen rammer med særlig styrke i udkantsområderne. – På det seneste har tingene udviklet sig helt katastrofalt for økonomien og beskæftigelsen i udkantsområderne. Der er holdt stribevis af taler og skrevet hyldemeter efter hyldemeter af rapporter om, at der må gøres noget for udkantsområderne, ellers bliver de affolkede. Men det, jeg som kroejer på Djursland oplever, er, at regering og folketing i stedet bare lader stå til og dermed skubber til en vogn, som i forvejen er på vej ned ad bakken mod afgrunden, skriver Hilding Hvid.
- København klarer sig, fordi det er en storby med mange tilbud. Om ikke andet fordi folk vil se, hvor COP15 blev afholdt, eller hvor præsident Obama var på besøg hele to gange i 2009. Men sådan nogle highlights har vi desværre ikke herude på landet, så vi har brug for en stærk markedsfø-ringsplatform i form af en aktiv national turismeorganisation. Men lige nu oplever vi, at den statslige markedsføringsorganisation VisitDenmark nærmest er forsvundet fra jordens overflade og bedst kan beskrives som ikke-eksisterende, tilføjer han.
Kroejer: Den største synder er de danske momsregler
Hilding Hvid peger i brevet især på den høje danske momssats, som gør, at hoteller og restauranter er under stærkt pres. Helt aktuelt har Tyskland valgt at nedsætte momsen: – Vi ser, at tyskerne nu gennemfører en momsnedsættelse, som fuldstændig skævvrider konkurrencen om turisterne. Med den danske momssats har vi simpelthen ikke en jordisk chance for at tilbyde priser, som bare til-nærmelsesvis ligner de tyske. Og igen: Det kan være, at København kan klare sig i konkurrencen på grund af byens mange tilbud – men ude hos os handler det altså først og fremmest om at være kon-kurrencedygtig på prisen, fortsætter Hilding Hvid.
Også den manglende momsafløftning bidrager kraftigt til krisen. – Når en virksomhed køber en vare, kan den afløfte momsen. Men i Danmark kan det ikke lade sig gøre, hvis den vare er mad på en restaurant eller overnatning på et hotel. Skatteministeren siger, at det er der ikke råd til. Jeg siger, at vi ikke har råd til at lade være. Det kommer til at koste så mange arbejdspladser i udkantsområ-derne – hvor der stort set ikke er andet at leve af end netop turisme, understreger han.
Frygter at blive den sidste kroejer i Gjerrild
Han omtaler også den mærkværdighed, at en gartner, som dyrker tomater, kan få refunderet sine energiomkostninger, men når produktet hedder en hotelovernatning, kan det pludselig ikke lade sig gøre. – Hvad er nu lige visdommen i det? Vores produkt er vel lige så godt – og den værdi, vi skaber for samfundet, er vel lige så velkommen som tomatdyrkernes? Spørger han.
Hilding Hvid afslutter brevet til folketingsmedlemmerne med disse ord: – Nu har jeg og min familie arbejdet på dette smukke sted i 40 år. Jeg er alvorligt bange for, at jeg bliver den sidste kroejer i Gjerrild, og at mange af mine kollegaer rundt om i landet risikerer at komme til at opleve det samme: De må lukke og slukke efter et langt livs indsats for at holde gang i udkantsområderne. Vi kan jo ikke bare flytte vores arbejdsindsats til Kina eller andre steder – og det er jo heller ikke det, vi ønsker. Vi ønsker bare at få forhold, som gør os konkurrencedygtige.