Klyngebomber forbudt af 30 lande

30 lande har nu officielt gjort den internationale konvention mod klyngebomber til national lovgivning. Det betyder, at konventionen bliver international lov.

Danmark var land nr. 28, der godkendte Den internationale Konvention mod Klyngebomber.

Og med Burkina Faso og Moldova om bord har 30 lande nu ratificeret konventionen, der træder i kraft den 1. August 2010.

– Vi hilser ratificeringen velkommen med meget stor lettelse og stolthed over, at Folkekirkens Nødhjælp – sammen med Dansk Røde Kors – har spillet en central rolle i kampagnen mod klyngebomber, siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Henrik Stubkjær og fortsætter:

– Disse djævelske våben kender vi fra vores rydningsarbejde i lande som Libanon, Kosovo og Albanien, hvor de har medført store lidelser for civilbefolkningen, også mange år efter at krigen er slut. Derfor betragter vi dette som en meget vigtig milepæl på linje med Landminekonventionen.

Konventionen forbyder brug, produktion og overførsel af klyngebomber og fastsætter stramme deadlines for destruction af lagre og rydning af forurenet jord.

Desuden forpligter konventionen også landene til at hjælpe ofre for klyngebomber og de lokalsamfund, der må leve med truslen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post HK’ere fyres, mens arbejdsgivere og læger skændes
Next post Danmark ramt af jordskælv