af Rolf Larsen
lørdag 27 marts, 2010 Kl. 14:24 · 0 kommentarerRedaktør Lisbeth Kølster er blevet frifundet for dyremishandling af akvariefisk i forbindelse med et indslag i Kontant på DR1.
Frifindelsen faldt i går ved Østre Landsret.
Forbrugerprogrammet Kontant dokumenterede i 2004, at der var skadelige stoffer i en skælshampoo. Det skete ved at hælde shampoo i vandet i forholdet 1 til 2 millioner i et akvarium med 13 fisk. Efter tre dage var 12 af de 13 fisk afgået ved døden.
Det faldt en dyrlæge for brystet, og han anmeldte Lisbeth Kølster for dyremishandlingen. I maj 2009 blev Lisbeth Kølster i byretten dømt for at have overtrådt dyreværnsloven og påført fiskene ’væsentlig ulempe’. Selvom hun i byretten fik strafbortfald for forseelsen valgte Lisbeth Kølster at anke afgørelsen til landsretten, som nu har frifundet hende for alle tiltaler.
Lisbeth Kølster er glad for udfaldet i Østre Landsret:
- Jeg er lettet oven på dommen, som er klokkeklar. Det var ikke dyremishandling, da vi med eksperimentet dokumenterede, at skælshampooen var til fare for både mennesker og miljøet, siger Lisbeth Kølster, som også glæder sig over, at dommen anerkender formålet med udsendelsen – og slår fast, at der ikke var tale om et ulovligt dyreforsøg.
Også chefen for DRs magasiner Judith Skriver er tilfreds med dommen:
- Vi er i DR tilfredse med dommen, som understeger, at vi også fremover kan arbejde med den afdækkende og dokumentariske journalistik, som vi gør det i DRs nyhedsmagasiner og ikke mindst i Kontant, siger DR magasinchef Judith Skriver.
I afgørelsen fremgår det, at dommeren ikke mener, at en udtalelse fra Det Veterinære Sundhedsråd indeholder bevis for, at fiskene har været påført smerte, lidelse eller angst.