Fagforening betaler for nye medlemmer

Finanskrisen har ikke fået danskerne til at melde sig i fagforening. Det skal store pengepræmier nu råde bod på.

5.000 kroner er fremover den kontante belønning til medlemmer af fagforeningen Business Danmark, hvis de overtaler tre venner eller kolleger til at melde sig ind. Med en ny hvervekampagne vil foreningen for salg og marketing åbne danskernes øjne for værdien af medlemskabet af en fagforening og a-kasse.

– Fagforeninger er ikke det mest sexede samtaleemne ved middagsbordet eller på arbejdspladserne. Men vores analyser viser, at ni ud af ti faktisk gerne vil anbefale deres organisation til andre. Nu giver vi dem et kontant incitament til at gøre det, siger landsformand i Business Danmark, Jens Neustrup Simonsen.

Kampagnen blev skudt i gang i fredags, og i weekenden har et halvt hundrede medlemmer allerede anbefalet en kollega. Business Danmark forventer at udbetale flere millioner kroner til medlemmerne i kampagneperioden. Alligevel er det en fornuftig forretning for Business Danmark, fordi hvert nyt medlem tjener sig selv ind på mindre end et år.

Kolleger anbefaler kolleger
Med kampagnen forsøger Business Danmark at få folk i tale, som ellers aldrig ville overveje et fagligt medlemskab.

– Man lytter altså efter, når en ven eller kollega sætter sin integritet på spil og råder en til at vælge en bestemt a-kasse og fagforening. Så er paraderne ikke oppe på samme måde, som når vi ser en tv-reklame, siger han.

Business Danmark har gode erfaringer med, at medlemmer skaffer medlemmer. Knap 60 procent af medlemstilgangen sidste år skyldtes anbefalinger fra venner og kolleger.

– Det er en kæmpe anerkendelse at blive anbefalet. Men det forpligter os omvendt til at levere varen, så vi ikke svigter tilliden, siger han.

Kampagnen fungerer ved, at første medlem udløser 800 kroner, nummer to 1.200 kroner og det tredje 3.000 kroner før skat. Herefter starter man forfra, så man tjener 5.000 kroner hver gang, man har anbefalet tre nye medlemmer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Forskere ønsker oplysning om byggeskader fra sne
Next post Beskæftigelsesministeren: Vi kan forvente flere ledige i 2010