fredag 2 april, 2010 Kl. 12:27 · 0 kommentarer
Efter jordskælvet i Haiti den 12. januar lever 1,3 millioner mennesker stadig i midlertidige bosættelser, og der er et stort behov for bistand, der kan sikre vandforsyning og sanitet for de udsatte grupper.
Udviklingsminister Søren Pind har derfor besluttet at give 20 millioner kr. til UNICEF’s indsats for at sikre vand og sanitet for særligt kvinder og børn i Haiti. Det nye danske bidrag vil medvirke til den tidlige genopbygning af Haiti og sikre bedre vilkår for landets befolkning. Adgang til rent vand og sanitet er særlig vigtigt i den regnfulde periode, som forventes snart at starte i Haiti.
- Jeg har lagt vægt på, at den danske bistand er med til at forbedre levevilkårene for de grupper, som er særligt hårdt ramt, herunder kvinder og børn. Hermed har Danmark sammen med en række andre EU-lande og internationale donorer givet et vigtigt bidrag til igangsættelsen af genopbygningsindsatsen i Haiti, siger udviklingsminister Søren Pind.