Forsvaret påtager sig ansvaret 100 strandede soldater

Forsvaret påtager sig nu ansvaret for, at 100 soldater strandede i den Afghanske hovedstad Kabul, da de skulle hjem på påskeferie.

– Opgaven i Afghanistan er forsvarets ansvar med alt, hvad det indbefatter. Det er en opgave og et ansvar, som vi naturligvis tager meget seriøst, og som vi ikke bare kan uddelegere til andre. At vores soldater ikke er kommet hjem som planlagt, er derfor også forsvarets ansvar – siger forsvarschef, general Knud Bartels.

– Det er klart, at planlægning af flyvninger frem og tilbage med soldater til Afghanistan kan være noget mere kompliceret end en charterrejse og rummer væsentligt flere muligheder for at fejl kan opstå, siger forsvarschefen og fortsætter:

– Forsvaret er nu i gang med at afdække hændelsesforløbet omkring denne flyvning, således at forsvaret kan sikre, at en lignende fejl forhåbentligt ikke kan ske igen.

– Der er ikke tvivl om, at vi i denne sag ikke i tide har sikret os, at alt har været på plads vedrørende denne flyvning. Det er dybt beklageligt, og soldaterne og deres pårørende har min fulde sympati og uforbeholdne undskyldning – slutter forsvarschef general Knud Bartels.

Forsvaret oplyser, at man nu kigger på, hvilke muligheder der er for evt. at kunne kompensere for de gener denne forsinkelse har medført for vores soldater og deres pårørende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Hver 6. ledig truet med at få frataget dagpengene
Next post Sydafrikansk apartheidleder dræbt