Greenpeace blokerer skib med hvalkød i Rotterdam havn

Greenpeace aktivister har netop lænket sig til skibet NYK Orions fortøjninger i Rotterdam havn. Skibet har, ifølge Greenpeace, en ulovlig last ombord, der består af syv containere med hvalkød fra 13 truede finhvaler.

Containerne er i transit mellem Island, Rotterdam og Japan og aktivisterne appellerer til de hollandske myndigheder om at konfiskere containerne.

– Holland må vise klart og tydeligt, hvor de står. Ønsker de at være en del af denne transport af ulovligt hvalkød, eller vil de leve op til deres ansvar? Hvis Holland er involveret i hvalfangst, så er de medansvarlige for en uacceptabel og uansvarlig nedgang i bestanden af finhvaler, siger Martin Norman, Greenpeace Norden.

Finhvalen kan blive 27 meter lang og er den anden største hvalart. Der er mindre end 50.000 individer tilbage i Nordatlanten. International handel med finhvaler og andre truede arter er forbudt ifølge CITES (Washington-konventionen). Holland en af i alt 175 underskrivere af konventionen. Japan og Island derimod nægter at handle i overensstemmelse med CITES.

I juni måned skal en lang række lande samles til møde i Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC) for at afgøre fremtiden for verdens hvalbestande. På dette møde er der risiko for, at IWC-landene ikke længere vil bevare moratoriet imod kommerciel hvalfangst, og at jagten på truede arter som f.eks. finhvalen bliver lovliggjort. En sort udsigt for de allerede pressede hvalbestande.

– De hollandske myndigheder må øjeblikkeligt konfiskere containerne med hvalkød og dermed gå foran med et godt eksempel for andre lande, der ønsker at beskytte hvalerne frem for hvalfangerne, siger Martin Norman.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Europa befriet for dødsstraf i 2009
Next post 20 millioner kroner til vand og sanitet i Haiti