Kæmpe forskelle i huslejen på lejeboliger

Du kan spare tusindvis af kroner på huslejen hvert år ved at bo i provinsen frem for i København. Det viser en ny analyse fra Boligportal.dk.

Boligportal.dk, der er landets største lejeboligside på internettet, har gennemgået priserne på mere end 77.000 lejelejligheder i Danmarks ti største byer. Analysen afslører, at det er muligt at spare over 70.000 kroner om året ved at bosætte sig i provinsen frem for i København. Og det er værd at bemærke, at der er tale om nettokroner, altså efter skat.

Der er kæmpeforskel på huslejen rundt om i landet. Arkivfoto: Freelancefotografen.dk
Der er kæmpeforskel på huslejen rundt om i landet. Arkivfoto: Freelancefotografen.dk

Blandt de ti største byer når kun Århus og Roskilde op i nærheden af huslejeniveauet i København, men der er stadig mange penge at spare. I Århus og Roskilde kan lejerne spare henholdsvis 23 % og 19 % i forhold til København, mens lejerne i de øvrige syv byer gennemsnitligt sparer hele 42 %.

– Priserne på lejeboliger er markant højere i København, uanset hvilken boligtype vi ser på. Hvis vi for eksempel sammenligner Odense med København, er der mere end 4.000 kr. pr. måned at spare på en 3-værelses lejlighed. Så der er basis for at spare rigtig mange penge, siger Henrik Løvig, adm. direktør i Boligportal.dk.

Randers er billigst
Randers er den billigste af de ti byer med en gennemsnitlig besparelse på hele 50 %, og ved at leje en 4-værelses lejlighed i Randers vil man spare gennemsnitligt næsten 80.000 kr. årligt.

Der er mest at spare på de største lejligheder, men også på 2- og 3-værelses lejligheder er der meget at spare. I Kolding er en 3-værelses lejlighed ca. 50.000 kr. billigere pr. år, mens der i Aalborg kan spares ca. 37.000 kr. årligt på en 2-værelses lejlighed.

– Så store besparelser kan finansiere en rigtig god ferie for hele familien eller give mulighed for opsparing eller afdrag på gæld. Så hvis du går med tanker om at flytte til en anden by, er provinsen meget attraktiv set fra et økonomisk perspektiv, siger Henrik Løvig, adm. direktør i Boligportal.dk.

Efterspørgslen er størst i København
Årsagen til de høje huslejer i København er den markant større efterspørgsel efter lejeboliger sammenlignet med resten af landet.

– Hos Boligportal.dk ser vi Danmark som to helt forskellige lejeboligmarkeder. Der er København og der er den øvrige del af Danmark. I København er der en langt større koncentration af højtlønnede, som har mulighed for at betale mere for deres bolig, og samtidig er udbuddet af billige lejeboliger faldende, siger Henrik Løvig, adm. direktør i Boligportal.dk.

Det er selvfølgelig muligt at finde billige lejligheder i København. Men det kræver, at du er tidligt ude og mere aktiv i boligsøgningen, end hvis du leder efter en bolig i provinsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Amnesty: Civile irakere lever i frygt
Next post Velgørenhedsfrimærket runder 1 mio. kr.