En dansk soldat dræbt og fire andre såret

En dansk soldat blev dræbt og fire andre lettere såret i dag, da deres pansrede mandskabsvogn af typen M113 G3 blev ramt af en vejsidebombe i området omkring patruljebase Budwan i Afghanistan.

De sårede soldater modtog førstehjælp på stedet og blev evakueret tilbage til Budwan. Herfra blev de med helikopter fløjet til felthospitalet i Camp Bastion.

Den dræbte soldat overlevede indledningsvis eksplosionen, men blev erklæret død efter ankomst til felthospitalet.

Den dræbte soldat er den 33-årige flyveroverkonstabel Martin Kristiansen, der er tilknyttet ingeniørenheden ved den danske kampgruppe. De øvrige sårede soldater kommer alle fra Ingeniørregimentet i Skive.

To af de lettere sårede er nu udskrevet fra Felthospitalet i Camp Bastion.

– Det er med sorg, jeg i dag har fået besked om, at flyveroverkonstabel Martin Kristiansen er dræbt og fire andre er blevet lettere såret i Afghanistan. Det er særlig hårdt, fordi det kun er to dage siden vi mistede to soldater ved en tragisk ulykke i Oksbøl, ligesom det kun er kort tid siden vi mistede en soldat i Afghanistan. Mine tanker går til de pårørende, der i dag er blevet hårdt ramt. Vi vil i forsvaret gøre, hvad vi kan for at støtte dem igennem denne svære tid, siger forsvarschef, general Knud Bartels og fortsætter:

– Mine tanker går også til de ramtes kollegaer i Afghanistan, der nu skal finde styrken til at fortsætte det vigtige arbejde, som de på så professionel vis udfører med livet som indsats, siger forsvarschefen.

Forsvaret gør opmærksom på, at de pårørende er blevet underrettet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Kodeks skal sikre de private oplysninger på netværkstjenester
Next post Danmarks første rumraket snart klar