Mindeord for Jonas og Simon

Jonas Rasmussen (tv.) og Simon Kofoed Christensen (th.) blev dræbt i eksplosionsulykke fredag.
Jonas Rasmussen (tv.) og Simon Kofoed Christensen (th.) blev dræbt i eksplosionsulykke fredag.

I forbindelse med offentliggørelsen af navnene, på de to soldater, som fredag blev dræbt i en ulykke i Øksbøl i går, har hæren også offentliggjort mindeord for de to dræbte.

Kaptajn Eskil Villarreal Berger, chef for 1. kompagni ved Den Kongelige Livgardes 2. Bataljon, skriver:

Simon Kofoed Christensen – til daglig bare “SK” – var en rigtig glad og imødekommende dreng. Han kunne altid få en til at smile og grine og vende mindre positive situationer til noget positivt. Alle kunne komme til Simon, hvis de havde noget, de ville tale om. Han var en rigtig god kammerat og kollega, som man altid kunne stole på.

Simons personlige styrke var helt klart hans tålmodighed og hans evne til at imødekomme andre mennesker.

Han var en rigtig dygtig morterskytte, som gik meget op i sit job og var stolt af det. Han var en ufattelig god og pligtopfyldende soldat, som man kunne regne med ville udføre sit job korrekt og præcist.

Han havde planer om at fortsætte i systemet på officersskolen, og den ville han uden tvivl have gennemført tilfredsstillende.

Jonas Rasmussen var gruppens underholdning. Han lavede mange sjove ting, som ubetinget ofte gjorde ham til midtpunktet. Jonas var en stolt soldat. Han var så stolt af at være i Den Kongelige Livgarde, og han ville uden tvivl fortsætte som soldat så længe som muligt.

Han havde en arbejdsiver, som var ubeskrivelig, og som værdsættes og eftersøges på mange arbejdspladser. Han var typen, som blev ved og ved og kæmpede, hvor mange andre måske havde givet op. Han var typen der ALDRIG gav op!
Jonas var en pligtopfyldende soldat. Hans iver samt hans vilje til at ville det, han lavede, gjorde, at man altid kunne regne med ham.

Jonas var hjælper på Simons morter, hvilket han gjorde godt.

Simons og Jonas’ samarbejde på morteren fungerede rigtig godt. De var begge to meget professionelle og ihærdige for at blive de bedste ”skytte/hjælper” i gruppen.

Vi vil uden tvivl tænke på dem begge som rigtig gode soldater, kollegaer og venner.
Vi vil tænke på dem og alle de gode egenskaber, de havde.
Vi vil tænke på deres pårørende samt deres venner.
Og sidst men ikke mindst vil vi savne dem begge.
Æret være deres minde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Hæren offentliggør dræbtes navne
Next post Aftale på plads om regionernes økonomi for 2011