Strandvejsaktion giver over 11 millioner kroner til SKAT

Det var biler i den dyre ende, der blev vinket ind til siden i forbindelse med SKATs aktion på Strandvejen Kristi Himmelfartsdag. I 31 tilfælde viste det sig, at personen bag rattet brugte bilen til privat brug uden at betale korrekt skat af værdien af fri bil.

– De forhøjelser på 11 millioner kr., SKAT forventer at lave, siger jo alt. Det er en utrolig kreativitet folk kan præstere i forsøget på at undgå at betale det de skal. Det er naturligvis helt uacceptabelt og betyder, at vi også fremover vil holde et vågent øje med området, siger skatteminister Troels Lund Poulsen.

Hvis SKAT konstaterer, at der fuskes med firmabilen, er det ofte en indikator på, at der også er problemer andre steder i virksomheden. Problemer med firmabilen, betyder derfor, at SKAT går virksomheden efter i sømmene.

– Typisk har vi kigget efter ting som rådighed over huse og sommerhuse. For eksempel kan et firma eje boliger i millionklassen, som direktørens børn bor i til en langt billigere leje, end den de ifølge reglerne skal betale, siger SKATs tovholder Mikael Petersen og fortsætter:

– Derudover har vi også kigget på ejendoms- og bilhandler internt i firmaet. Der kan være tale om fiktive bilhandler, hvor virksomheden sælger en luksusbil billigt til en medarbejder for herefter at købe den tilbage. Alt sammen i et forsøg på at slippe billigere i skat.

Udover kontrolaktionerne og de efterfølgende kulegravninger vil SKAT nu holde møder med de nordsjællandske revisorer for at gennemgå reglerne på området.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Strandet finhval afgået ved døden
Next post Danske partiers hjemmesider bliver ikke brugt