af Rolf Larsen
fredag 30 juli, 2010 Kl. 08:40 · 0 kommentarerEn dansk politiinspektør skal være næstkommanderende i EU-politimission i Ramallah i Palæstina.
Den 1. september 2010 tiltræder politiinspektør Jesper Friedrichsen en stilling som Deputy Head of Mission (næstkommanderende) i EU politimissionen EUPOL COPPS ( European Police Co-ordination Office for Palestinian Police Support) baseret i Ramallah i Palæstina.
Missionen blev oprettet i 2005 i det palæstinensiske område Vestbredden med det formål at støtte de palæstinensiske myndigheders opbygning af et demokratisk og effektivt politi. Dansk politi har siden starten stort set uafbrudt haft politifolk udstationeret i missionen.
Jesper Friedrichsen kommer fra en stilling som politiinspektør i Rigspolitiets afdeling for Særlig Økonomisk Kriminalitet, og har tidligere været udsendt til EU politimissionen i Bosnien.
Jesper Friedrichsen er medlem af en lille gruppe politiledere, som Rigspolitiet har udviklet og uddannet særligt med henblik på topstillinger i internationale fredsstøttende operationer.
Udstationeringen er planlagt til at vare 12 måneder.