De unge er vilde med camping

Tager du en tur på campingpladsen i sommermånederne, er der fyldt med unge.

Hvis du tror, camping er noget med Richard Ragnvald og din gamle mormor, kan du godt tro om igen. De unge under 30 har taget over på campingpladserne. Og de hygger sig med petanque og åben himmel.

– Det er blevet meget moderne igen, og campingpladserne har også fået mange nye faciliteter de seneste år. Det appellerer til nogle fællesskabsting, som tiltrækker de unge, lyder det fra Lars Erik Jønsson, direktør i VisitDenmark.

Men det er også billigt for de unge sammenlignet med mange andre ferietyper, siger Lars Erik Jønsson.

At flere af de helt unge vælger camping, bekræftes af Søren Dahlin, der er campingchef i DCU, Dansk Camping Union.

– For 5-10 år siden var det et helt andet mønster. De unge nu har en helt anden tilgang til camping end tidligere. De er mere fordomsfri og vil høre græsset gro. Det er en god måde at være sammen på, som nu tiltrækker flere unge, siger Søren Dahlin.

Blandt andet på Blokhus Klit Camping oplever ejeren, Robby Møgelgaard Pedersen, at de unge komme til ham.

Nogle kommer for at feste i et telt længst væk på campingpladsen. Men det er også blevet helt almindeligt at se fire 20-årige piger i campingvogn, et nygift par på 22 eller et ungt forældrepar.

– De kommer her simpelthen for at hygge sig. Det skal værre stille og roligt, og der skal være fred og ro, siger campingpladsejeren Robby Møgelgaard Pedersen.

Tendensen viser sig også i en meningsmåling, som Wilke har lavet for Newspaq. Blandt de 15 til 29 årige er der flest, der vælger sommerferie som campist, nemlig hver femte.

Til sammenligning er det kun hver sjette eller syvende i de ældre aldersgrupper, der tager på camping, viser Wilke-målingen.

Det tidligere campingsegment, generationen over 60, vælger i stedet camping fra til fordel for mere luksuriøs ferie, fordi de nu har flere penge mellem hænderne og andre værdier end tidligere, mener direktør i VisitDenmark, Lars Jønsson.

“Den mest voksne del af befolkningen søger nu nogle mere luksusorienterede faciliteter som hoteller og feriecentre,” siger Lars Jønsson

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Dom i sag om tyske arbejdsmarkedspensioner
Next post Flere penge til handicappede børns sommerferie