Dom i sag om tyske arbejdsmarkedspensioner

EU-Domstolen har afsagt dom i den tyske sag om arbejdsmarkedspensioner og har dømt Tyskland for overtrædelse af udbudsreglerne.

Sagen handler om, hvorvidt de tyske arbejdsmarkedspensioner på det offentlige område skal i udbud. Det er Kommissionen, der har anlagt sagen mod Tyskland, fordi den mener, at landet overtræder udbudsreglerne ved at tillade, at de offentlige myndigheder indgår aftaler om arbejdsmarkedspensioner uden forudgående tilbud. Tyskland har på sin side blandt andet fremført, at aftalen om pensionsrettigheder er en del af en arbejdsaftale, som er undtaget fra udbudsreglerne.

Danmark har afgivet indlæg i sagen til støtte for Tyskland.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg udtaler om dommen:

– Vi vil nu læse dommen grundigt igennem, siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg og fortsætter:

-Ved vurdering af dommen er det vigtigt at holde sig for øje, at dommen vedrører de tyske ordninger, og at der er betydelige forskelle mellem det tyske og det danske pensionssystem. Sammen med arbejdsmarkedets parter vil vi analysere dommen, herunder om den får betydning for danske forhold. Da det er en principiel dom, som EU-Domstolen har afsagt i dag, er det vigtigt, at vi giver os tid til grundigt at analysere dommen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Lille elite styrer Superligaen
Next post De unge er vilde med camping