lørdag 31 juli, 2010 Kl. 11:27 · 0 kommentarer
Sommerferien er højsæson for at behandle kæledyr som affald. Kan man ikke lige få katten passet, når man skal på ferie, kan man jo bare smide den ud.
Nogle mennesker har fundet en rigtig billig måde at komme af med deres kæledyr på, når de skal på ferie. De smider simpelthen deres kaniner, hamstere, marsvin, katte eller hunde ud, formodentlig for at spare de penge, det ville koste at få dyrene passet i en pension.
Adskillige gange har Dyrenes Beskyttelses kredsformænd således fået henvendelser om kæledyr, der er blevet dumpet i en affaldscontainer, stillet i en papkasse et tilfældigt sted eller sat af på en rasteplads.
De heldigste af dyrene bliver fundet, mens de stadig er i live, og ganske mange af dem kommer herefter på et af Dyrenes Beskyttelses internater.
Kredsformand Jørgen Jensen fra Trehøje har blot i løbet af den seneste måned haft mere end 20 sager af denne art. Det har primært drejet sig om kattekillinger, voksne katte og kaniner, oplyser han.
I de fleste tilfælde er det ikke muligt at finde ejermanden til dyrene, da de oftest dumpes efter mørkets frembrud. I de få tilfælde, hvor man finder gerningsmanden, er straffen som regel kun en mindre bøde.