Industriarbejdere frygter fremtiden

8 ud af 10 af Dansk Metals tillidsrepræsentanter ser dystert på såvel Danmarks som virksomhedens fremtid. Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Metal.

En ny undersøgelse blandt 1.027 af Dansk Metals tillidsrepræsentanter dokumenterer, at krisen stadig kradser voldsomt rundt om på de danske industri- og IT-arbejdspladser. Et stort flertal af tillidsrepræsentanterne forventer, at den økonomiske krise vil vare mere end 1 år endnu, og 40 pct. af tillidsrepræsentanterne er bekymrede for at miste deres arbejde.

– Vores medlemmers bekymring er begrundet. Vi står stadig overfor store fyringsrunder på fx Lindø og Wittenborg, og der er tabt enormt mange arbejdspladser. Samtidig er regeringens politik med nedskæringer og forkortelse af dagpengeperioden med til at puste til ilden. Det løser ikke krisen. Vi skal arbejde os ud af krisen og skabe vækst i stedet for at tro, at vi kan spare os ud af den, siger chefanalytiker i Dansk Metal, Michael Baunsgaard Schreiber

Krisen vil vare lang tid endnu
77 pct. af tillidsrepræsentanterne mener, at deres virksomhed er ramt af den økonomiske krise. Og et stort flertal af dem mener også, at krisen vil være lang tid endnu.

Næsten hver tredje tillidsrepræsentant mener, at lige netop deres arbejdsplads vil være ramt af den økonomiske krise i 2 år eller mere endnu. Samlet set er der over 55 pct. der mener, at krisen varer mindst 1 år endnu eller som mener, at krisen ender med, at de må lukke.

De negative forventninger til den økonomiske udvikling på arbejdspladserne betyder, at en meget stor andel af Metals tillidsrepræsentanter frygter at miste deres arbejde.

Hele 40 pct. af de adspurgte har svaret, at de er bekymrede for at blive arbejdsløse. Det er samme andel, som ikke er bekymrede.

– Det er tillidsrepræsentanterne, der oplever hverdagen ude på virksomhederne, og som derfor har en god fornemmelse af den økonomiske virkelighed. Undersøgelsen viser klart, at der stadig er stor nervøsitet i forhold til fremtiden, siger chefanalytiker i Dansk Metal Michael Baunsgaard Schreiber.

– Derfor er det også helt uforståeligt, at regeringen har valgt at kombinere nedskæringer i den offentlige sektor med forkortelse af dagpengeperioden. Jeg er overbevist om, at det har været med til at forstærke nervøsiteten ude på de danske arbejdspladser. Øget nervøsitet sænker forbrugslysten og forværrer dermed krisen, forklarer Michael Baunsgaard Schreiber.

De adspurgte tillidsrepræsentanter blev spurgt om hvor enige de var i udsagnet “Jeg er bekymret for at blive arbejdsløs”?

Deres svar fordelt procentvis var:
Helt eller delvist enig – 40,1 pct.
Hverken enig eller uenig – 17,8 pct.
Helt eller delvist uenig – 40,1 pct.
Ved ikke – 2 pct.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Sprøjt dig ud af knogleskørhed
Next post Amnesty: Nordkoreas sundhedssystem i opløsning