Ingen konkurrence på at sende sms mellem mobilselskaber

Konkurrencen fungerer ikke godt nok, når mobilselskaberne sender sms’er til hinanden. For at kompensere for dette konkurrenceproblem lægger IT- og Telestyrelsen op til regulering af området.

IT- og Telestyrelsen har undersøgt den del af telemarkedet, som vedrører sms-trafik mellem mobilselskaberne. Undersøgelsen har vist, at der ikke er tilstrækkelig konkurrence. Derfor er IT- og Telestyrelsen nu klar til at træffe en afgørelse, som skal regulere mobilselskabernes adfærd på markedet.

– Det er vores vurdering, at der er behov for at regulere området. Den manglende konkurrence giver for høje engrospriser, der begrænser udviklingen af nye og innovative tjenester, som kan leveres via sms. En regulering af dette område vil derfor være til gavn for forbrugerne, siger vicedirektør i IT- og Telestyrelsen Finn Petersen.

Konkurrenceproblemerne opstår først og fremmest, fordi det kun er det mobilselskab, som en forbruger er kunde hos, der kan aflevere sms’er til kunden. Hvert mobilselskab har således reelt monopol på at aflevere sms’er til egne kunder.

Med IT- og Telestyrelsens afgørelse vil mobilselskabernes indbyrdes priser bl.a. blive reguleret. Lavere priser for at sende sms mellem selskaber kan føre til lavere priser for forbrugerne.

IT- og Telestyrelsen har i dag sendt et udkast til afgørelse i høring. Alle selskaberne har frem til den 16. august 2010 mulighed for at kommentere på styrelsens udkast til afgørelse. Styrelsen vil herefter træffe endelig afgørelse på markedet. Udkastet lægger op til, at engrosprisen maksimalt må være 16 øre pr. sms mod ca. 20 øre i dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Khader: Lad dog Pia tage ansvar
Next post Pas nu på: Solskoldninger giver kræft