Organisationer: Grib ind overfor sultkatastrofe nu

Ti internationale nødhjælpsorganisationer går sammen og opfordrer verdens regeringer til at hjælpe de ti millioner mennesker, der sulter i Vestafrika. Rige lande som Danmark bør hjælpe yderligere, mener Red Barnet.

Ti ledende hjælpeorganisationer beder nu verdens regeringer om flere midler til indsatsen for at hjælpe de ti millioner mennesker, der er ramt af fødevarekrisen i Sahel-regionen i Vest- og Centralafrika. Hårdest ramt er Niger, hvor syv millioner – cirka halvdelen af befolkningen – ikke har nok mad. Derudover lider to millioner i Chad, hundredetusinder flere i Mali, Mauretanien, dele af Burkina Faso og den nordlige del af Nigeria også under fødevarekrisen.

Red Barnets internationale sammenslutning Save the Children er blandt de ti organisationer beder verdens rige lande om at gribe ind nu. De seneste statistikker fra Niger viser, at 17 procent af børn under fem år nu lider af akut underernæring – det er flere end tre gange så mange som sidste år. Save the Children anslår, at op mod 400.000 nigerske børn vil dø, hvis ikke de modtager behandling i løbet af de næste måneder.

– Børn dør af sult i et antal, der er helt ufatteligt. Vi hjælper allerede, men uden flere midler, vil denne katastrofe blive værre end noget andet, vi før har set. Ministerierne rundt om i verden er udmærket klar over, hvad der foregår. Sidst vi så en så alvorlig fødevarekrise i området i 2005 var indsatsen også for langsom – og det kostede ikke alene menneskeliv, det betød også, at folk var endnu længere om at komme ovenpå igen. Rige lande som Danmark bør hjælpe yderligere, før det er for sent, siger Alice Moltke Ladekarl, nødhjælpschef i Red Barnet.

For lidt og for langsomt
Organisationerne påpeger, at regeringer og internationale sammenslutninger verden over er nødt til at tage ansvar for at sikre en effektiv og hurtig levering af nødhjælp og samtidig sikre flere midler. I særdeleshed beder organisationerne FN om at udpege særlige repræsentanter, der kan hjælpe med at effektivisere den massive nødhjælpsindsats, der er nødvendig i flere lande og forhandle med regeringer både i de berørte lande og i de stater, der yder bistand.

På trods af flere end seks måneders advarsler, har finansieringen til nødhjælpen været meget lille og langsom. FN har udstedt en appel blandt medlemslandene på 107 millioner dollars til krisen, men denne er endnu ikke opfyldt. Nogle lande har øget deres støtte, men andre har været langsomme og mindre generøse. Nødhjælpsorganisationerne beder nu regeringer om omgående at yde støtte til de hungersramte lande for at forebygge en endnu større katastrofe og for at indhente den allerede forsinkede levering af nødhjælp.

De ti organisationer, der er gået sammen om opfordringen, er ACF/Action Against Hunger, CAFOD, Care International, Christian Aid, Concern Worldwide, Oxfam, Plan, Save the Children, Tearfund, World Vision.

Red Barnet er en del af Save the Children – verdens største uafhængige børnerettighedsorganisation.

Fakta:

· Fødevarekrisen skyldes fejlslået høst på grund af tørke og en stigning i madpriserne.
· Niger er verdens fattigste land, og er hårdest ramt af krisen med 7,1 million mennesker, der har behov for nødhjælp.
· 384.000 nigerske børn er alvorligt underernærede og lidt over 1,2 millioner børn lider af moderat underernæring.
· Red Barnet anslår, at op mod 400.000 nigerske børn vil dø, hvis ikke de modtager behandling i løbet af de næste måneder.
· Når kroppen igennem længere tid ikke får den nødvendige ernæring, kompenserer den for den manglende energi ved at gøre kroppen mere fysisk og mentalt langsom. Hjernekapaciteten og koncentrationsevnen nedsættes, kroppens fysiske ydeevne nedsættes og et sultent barn mister lysten til at lege og lære. Sult svækker også immunforsvaret. Hvis kroppen ikke får den rette ernæring mindskes kroppens naturlige evne til at kæmpe imod sygdomme – og børn kan dø af almindelige infektioner som mæslinger og diarré.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Danske erhvervsskoler: Ingen masseflugt
Next post Det er farligt at gå på arbejde