Flere ryger-brande på institutioner

På fire år er antallet af rygerelaterede brande i forbindelse med ”Sociale foranstaltninger med institutionsophold” steget fra 50 til foreløbigt 112 pr. år. Det skriver Beredskabsstyrelsen på sin hjememside.

Udtrykket ”Sociale foranstaltninger med institutionsophold” omfatter blandt andet plejehjem, institutioner for psykisk handicappede, psykisk syge, stofmisbrugere og handicappede.

Det fremgår ikke af statistikken, hvor mange af brandene der har fundet sted på lige præcis plejehjem.

I august 2007 blev rygeloven indført på institutioner for at beskytte de ansatte mod passiv rygning. Loven indebærer, at rygere ikke længere må ryge i fællesrum, hvor der er opsyn. Til gengæld er det tilladt at ryge på eget værelse.

– Stigningen i rygerelaterede brande er sket i perioden, efter at rygeloven var trådt i kraft. Men vi har ikke dokumentation for, at stigningen skyldes indførelsen af rygeloven, og heller ikke for at plejehjem er særligt hårdt ramt, siger Berit Lumbye Siemer, der er fuldmægtig i Beredskabsstyrelsen.

Ud over tilfældige statistiske variationer, kan der også være andre forhold, som har påvirket antallet af brande på disse institutioner.

Selv om antallet af rygerelaterede brande er steget på institutionerne, så bliver de tilsyneladende ofte opdaget i god tid. Det stigende antal brande kan nemlig ikke aflæses i statistikken over dødsbrande. I 2007 omkom i Danmark 71 mennesker ved brand. I 2008 steg tallet til 90, mens det sidste år faldt igen – til 71 dødsofre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Flertal taler i mobil på toilettet
Next post Kosttilskud mistænkt for leverskader