54 anholdt i anti-nazistisk aktion

Mange blev anholdt, da aktivister og unge i går forsøgte at forhindre en nazistisk koncert i Greve.

Aktivister fra Antifascistisk aktion havde indkaldt til aktion mod en koncert med det nazistiske band ‘Ravnebanner’ som skulle afholde i det danske nazistparti, DNSBs, hus på Hundige Strandvej. Ifølge indkaldelsen, ville aktivisterne blokere Hundige Station og sørge for, at ingen koncertgænger ville få lov til at komme forbi.

Sidst på eftermiddagen bevægede aktivisterne sig ned mod nazisterne hus, hvor der i forvejen var forsamlet en del unge af især anden etnisk baggrund i protest mod koncerten.

Mange anholdt
54 unge, hovedsaligt fra Hundige/Greve området, blev lørdag frihedsberøvet i forbindelse med uro ved nazisternes hus på Hundige Strandvej.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi kastede de unge sten mod politiet, der holdt de unge adskilt fra nazisterne, og for at undgå yderligere uro i området, blev de alle bragt til politistationen i Roskilde, hvor de blev registreret og løsladt i løbet af aftenen.

De unge var i alderen fra 12 år og opefter, og politiet sørgede for, at de yngste ikke blev sat i venterum men i stedet anbragt i ekspeditionen under bevogtning af en politimand. De meget unge blev afhentet af forældre kort efter, at de var kommet ind til politistationen.

Politiet oplyser, at Greve kommunes gademedarbejdere var til stede i forbindelse med aktionen i Hundige og, at de blandt andet hjalp politiet med at formidle kontakter.

De mange anholdte blev i løbet af aftenen løsladt igen. Ingen blev sigtet for overtrædelse af straffeloven eller andet. Der var udelukkende tale om forebyggende anholdelser for at undgå yderligere uro, oplyser politiet.

Udover anholdelserne foretog politiet flere visitationer bl.a. af personer med tilknytning til det nazistiske miljø, og herunder blev en 22-årig mand fra Sønderborg sigtet for overtrædelse af våbenloven.
Han blev fundet i besiddelse af en lang stavlygte, og da politiet traf ham gik han også med et skjold, hvorpå sad et billede af Rudolf Hess.
Den 22-årige forklarede politiet, at han havde effekterne med, hvis han skulle blive angrebet af autonome. Han nægtede overtrædelse af våbenloven og sagen vil senere blive afgjort i retten.

Politiet brugte tåregas
Udover de anholdte kom en større gruppe fra det autonome miljø i København til Hundige. De blev fulgt tæt af politiet, der var tilstede i stort antal. Det lykkedes at holde de autonome væk fra de anholdte, som der var oplysninger om, at de ville befri. I den forbindelse brugte politiet gas for at sprede forsamlingen.

Det lykkedes at holde parterne adskilt og omkring kl. 19.00 kørte de autonome retur til København sammen med personale fra Københavns Politi, der var kaldt til Hundige til assistance.

Politiet patruljerede i Hundige resten af aftenen, hvor man kunne konstatere, at der var ro i området.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Red Barnet: Undskyld til grønlænderbørnene
Next post Raketopsendelse var en fuser