AMO-kage fik min hals til at snøre sammen

En helt almindelig skoledag blev livsfarlig for Anita Agerholm. Fordi hun aftenen før havde spist et stykke kage.

Pludselig begynder det at klø på hendes underlæbe. Så begynder det at klø ved ørerne. Anita Agerholm slår det i første omgang hen.

– Jeg går over og kommer lidt vand på og tænker ‘Arh, det er nok’, fortæller hun. Men så svulmer hendes ansigt helt op.

Det var egentlig en helt almindelig dag. Anita Agerholm var i skole i Næstved, hvor hun er ved at uddanne sig til frisør. Nu er dagen ikke længere helt så almindelig.

Med opsvulmet ansigt tager hun til læge, men der får hun ikke lov at blive længe. Lægen sender hende straks mod hospitalet.

– På vej ud mod skadestuen begynder jeg at få nældefeber på 40 procent af kroppen, siger hun.

Ankommet til skadestuen tager to læger og to sygeplejersker i mod hende. Det lægger straks et drop og giver hende piller mod allergiske reaktioner. Det er ikke mere end en halv time siden, hun sad og modtog undervisning på skolebænken.

– Det var ved at lukke min hals til, så de var meget opmærksomme på mig, beretter Anita Agerholm.

Aftenen før havde hun lavet en AMO Krydderkage, som hun og hendes mand havde spist af. Det er ikke endeligt bevist at den allergiske reaktionen kom på grund af AMO-kagen, men alt tyder på det.

– Jeg har fået at vide af lægen, at sådan en allergiske reaktion godt kan komme et døgn efter, siger hun.

På det tidspunkt havde AMO endnu ikke trukket sine kageblandinger tilbage, så hun havde ingen chance for at vide, der var noget galt. AMO har efterfølgende trukket krydderkagen og ni andre melblandinger tilbage fra markedet. Men det stof, der giver den allergiske reaktion, kan også være i mange andre kage- og brødblandinger.

– Det synes jeg er skræmmende. Lad da være med at sælge det, hvis der bare er en lille smule ved det, mener Anita Agerholm.

Hun er ikke i tvivl om, hvad hun vil gøre næste gang, hun skal lave lidt til den søde tand:

– Jeg tror altså fremover – uanset hvilken kage, jeg skal bage – at jeg laver den selv. Det gør jeg altså. Jeg skal ikke ud i det her igen, slutter hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Farlige kageblandinger kan slå dig ihjel
Next post Lillebror ny Labour-formand