Ja til Lotthe – Nej til Potte

40 forældre har i år klaget over, at de ikke har kunnet få deres meget unikke og specielle navn til poden godkendt af Familiestyrelsen.

En pige kan ikke hedde Rune.

Sådan lyder dommen fra Familiestyrelsen.

Det er dem, der har det sidste ord, når stædige forældre med kreative navneønsker ikke vil finde sig i en afvisning fra både det lokale kirkekontor og Statsforvaltningen til at give deres nyfødte et navn – som ikke står på listen over de flere end 22.000 godkendte navne i Danmark.

Det gør hverken Ridderbald, Potte, Fager eller Ankjær – og det får de heller ikke lov til.

– Ridderbald fik afslag, da det ikke er egnet som fornavn. Potte er direkte upassende som fornavn, og Fager og Ankjær er begge beskyttede efternavne og kan derfor ikke tillades som fornavn, lyder det fra Familiestyrelsen.

Til gengæld har andre forældres stædighed banet vejen for, at piger i landet nu kan døbes Lotthe, mens drenge officielt kan kaldes Abdulhey og Homan.

I disse metroseksuelle tider er der dog stadig problemer med at mikse køn og navne. Et forældrepar gik hele klagevejen for til sidst at få afslag til at kalde deres døtre henholdsvis Rune og Gore.

En opgørelse viser, at Familiestyrelsen har modtaget godt 40 klager om fornavne siden 1. januar 2010. Syv af disse klager er ændret til fordel for forældrene, resten af klagerne har ikke fået medhold fra hverken kirke, Statsforvaltning eller Familiestyrelsen.

– Vi kan ikke sige, hvor mange afslag sognene og statsforvaltningerne giver, for vi ser kun sagerne, hvis ansøgerne klager over afslagene, lyder det fra specialkonsulent Joan Thaysen fra Familiestyrelsen.

Hun siger, at det klart er deres vurdering, at de fleste nydannede fornavne opstår på baggrund af indvandring og globalisering.

– Der bliver godkendt en del udenlandske fornavne, idet udlændinge ønsker at navngive deres børn efter deres udenlandske navneskikke, siger hun og nævner Shuzo og Ignazia som eksempler på nye, godkendte navne herhjemme.

Selv om listen over godkendte drengefornavne i øjeblikket tæller over 10.000 og pigenavne næsten 13.000, er det stadig ikke nok for mange forældre. De vil have noget helt specielt til deres små poder. Det siger Michael Lerche Nielsen, lektor, ph.d. i navneforskning.

– I dag er navnet en del af hele markedsføringen omkring barnet. Og det fokus på navnet som brand gør så, at nogle går i retning af helt unikke navne og gør meget ud af at finde noget helt unikt, siger Michael Lerche Nielsen.

Forskeren siger, at forældre lige så naturligt som at gå op i ting som valg af den rigtige barnevogn og tøjmærker, også fokuserer på navnet.

– Den der frisering af livsstilsfokus, vi alle har i dag, gælder også navne. Engang hed man Hanne, Lis, Jørgen og Peter, og så var den ikke længere, siger Michael Lerche Nielsen.

Fakta:

Eksempler på klager på afviste fornavne, som er anket til Familiestyrelsen:

Fager – afslag da beskyttet efternavn
Ankjær – afslag da beskyttet efternavn
Ridderbald – afslag da ikke egnet som fornavn
Gore til en pige – afslag da efternavn og i anvendelse i udlandet som drengefornavn
Rune til en pige – afslag da godkendt drengefornavn
Xeest – afslag da ikke fornavnskarakter, men mere efternavnskarakter pga. det beskyttede efternavn Seest
Potte – afslag da upassende

Selenia – godkendt pigefornavn
Shuzo – godkendt drengefornavn
Ignazia – godkendt pigefornavn
Abdulhey – godkendt drengefornavn
Homan – godkendt drengefornavn
Zilia – godkendt pigefornavn
Lotthe – godkendt pigefornavn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Barnløse bestormer hospitaler
Next post 3700 børn vil være med i ny familieserie fra DR