Mindre peberspray og færre skud fra politiet i 2009

Både brugen af peberspray og antallet af skud fra politiet faldt sidste år.

Rigspolitiets statistikker viser, at brugen af peberspray faldt sidste år. Der blev i alt anvendt 1417 peberspraybeholdere mod 1449 beholdere året før. Umiddelbart er det et lille fald – men tendensen forstærkes af, at flere af politikredsene først fik indført peberspray et par måneder inde i 2008.

– Faldet i brug af peberspray svarer til det, man har set i de andre nordiske lande efter indførelsen af sprayen, siger Michael Engell Olsen, vicepolitiinspektør i Rigspolitiet og fortsætter:

– Erfaringsmæssigt vil en person helst ikke udsættes for peberspray mere end én gang, så næste gang, han er i en lignende situation, vil pågældende typisk afholde sig fra konfrontationen.

Peberspray anvendes oftest på spirituspåvirkede personer, der laver uro på gaden i nattetimerne.

Politiet modtog sidste år syv klager for brugen af peberspray.

Færre skud
Også antallet af skud affyret af politiet faldt sidste år. Der blev i alt affyret 34 skud med politiets tjenestepistoler mod 60 skud i 2008. Af de 34 skud var syv rettet mod personer, hvoraf fem blev ramt. 10 af skuddene var varselsskud.

I 2007 affyrede politiet 26 skud og i 2006 74 skud. Men det er ikke usædvanligt, at tallene på den måde går op og ned:

– Hvis vi ser det over en 20-årig periode, kan vi se, at der er tale om helt normale udsving – da der af og til er enkeltsager, hvor der affyres relativt mange skud, forklarer Michael Engell Olsen.

F.eks. blev der et år affyret 36 skud mod en rendegravers dæk, da en gerningsmand var gået amok og var i færd med at påkøre medtrafikanter med den store maskine.

Anvendelse af peberspray fordelt på kredse:

Nordjyllands Politi: 78
Midt- og Vestjyllands Politi: 77
Østjyllands Politi: 175
Syd- og Sønderjyllands Politi: 67
Fyns Politi 108
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi  136
Midt- og Vestsjællands Politi:  88
Nordsjællands Politi   59
Københavns Vestegns Politi 95
Københavns Politi 382
Bornholms Politi 13

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Vil genbruge den brændende færge
Next post Forbrugerombudsmanden stævner EuroPark A/S