Reklame for kosttilskud er ikke for børn og unge

Det var en fejl, da en reklame for et kosttilskud i foråret 2010 var at finde på dukke- og modeuniverset www.stardoll.com, der har børn og unge som sine primære brugere.

www.stardoll.com er en netside, der er målrettet børn og unge i flere lande, herunder Danmark. På siden kunne man finde en reklame for kosttilskud via en henvisning til en anden hjemmeside. Den type reklamer hører dog efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke hjemme på sider målrettet børn og unge, jf. markedsføringslovens § 8, stk. 1, jf. § 1.

– Børn og unge har ikke altid forudsætninger for eller viden til at forholde sig til et sådant produkt. Derfor må en hjemmeside målrettet yngre forbrugere ikke indeholde links, der fører til reklame og/eller oplysning om kosttilskud, udtaler forbrugerombudsmand Henrik Øe.

Den svenske virksomhed Stardoll AB, der står bag hjemmesiden, har oplyst, at der var sket en fejl fra det reklamebureauets side, der kortvarigt havde ansvaret for reklamerne på hjemmesiden. Det indgår i Stardolls reklamepolitik og retningslinjer, at reklamer for en række produkter og tjenesteydelser ikke må forekomme på www.stardoll.dk. Det gælder bl.a. kosttilskud.

Hvad siger reglerne i Danmark?
Markedsføringsloven § 8 om børn og unge fastslår, at markedsføring målrettet denne gruppe skal tage særligt hensyn til, at børn og unges naturlige godtroenhed og manglende erfaring gør, at de er nemmere at påvirke og præge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Fisker afsløret i at fiske ulovligt – får tilladelsen inddraget som straf
Next post Måling: Lene E er den dårligste partileder