Transportministeren misbruger ombudsmanden

Hans Christian Schmidt har ikke styr på Ombudsmandsloven. Det koster nu en løftet pegefinger fra Folketingets Ombudsmand.

Ombudsmand. Den titel har transportminister Hans Christian Schmidt fået besked på ikke at anvende.

Ovenpå en række kedelige sager for DSB, hvor jernbanevirksomheden på forskellig vis har sjoflet deres kunder eller overtrådt loven, beslutter transportminister Hans Christian Schmidt, at jernbanevirksomheden skal holdes bedre i ørene.

Den 15. september kræver ministeren, at DSB indfører en uvildig ombudsmand, som skal tjekke, at kunderne altid får en fair behandling.

Men en minister kan ikke bare kalde et tilsyn for en ombudsmand. Sådan skriver Hans Gammeltoft-Hansen til Folketingets Retsudvalg. Selvsamme udvalg bad i 1998 Gammeltoft-Hansen holde øje med, hvornår nogen misbrugte sidstnævntes titel, og nu er Hans Christian Schmidt altså gået i fælden.

“Jeg kan oplyse, at det bl.a. fremgår af Transportministeriets hjemmeside, at transportministeren har bedt DSB om at oprette en uvildig “kundernes ombudsmand, skriver Folketingets Ombudsmand og angiver, at det er i strid med Ombudsmandslovens § 30.

Socialdemokraten Benny Engelbrecht har gennem Folketingets Trafikudvalg spurgt Hans Christian Schmidt om, hvad denne siger til irettesættelsen fra Hans Gammeltoft-Hansen.

I sit svar trækker ministeren nu i land.

“Jeg forventer, at DSB kan finde en passende betegnelse for den nye funktion, der – med respekt for ombudsmandslovens § 30 – klart signalerer, at den pågældende skal varetage opgaven som en “kundernes ombudsmand”. Jeg forventer således ikke, at funktionen skal hedde “ombudsmand,” skriver Hans Christian Schmidt.

Det strider dog lodret imod den tekst, hans ministerium har offentliggjort. Her skriver ministeren nemlig ordret, at han har “bedt DSB om at oprette en uvildig ombudsmand.”

Hans Christian Schmidt er bortrejst til Thyborøn i øjeblikket og lader gennem sin pressechef forstå, at der derfor ikke er tid til at kommentere ombudsmandsspørgsmålet.

Benny Engelbrecht er ikke helt tilfreds med ministerens præcision.

“Det er ret besynderligt, at ministeren ikke er klar over, hvad der står i Ombudsmandsloven,” siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Ny departementschef i Statsministeriet
Next post 15 procent af alle danske børn og unge er udsatte