Vi elsker at rode i gamle annaler

Vi roder i vores fortid som aldrig før. Bland andet den nemme adgang via internettet har gjort slægtsforskning endnu mere populært.

Slægtsforskning er for mange synonym med støvede kirkebøger, mørke arkiver og gamle tykbrillede mennesker, der siger: Schyyy!

Men det er et forældet image. Danskerne er nemlig vilde med slægtsforskning, og flere og flere vælger at bruge deres tid på at kigge tilbage på deres aner.

Den store interesse kan især mærkes hos Rigsarkivet, der hver dag får mange henvendelser fra folk, der er interesserede i slægtsforskning.

– Vi har ca. 12.000 brugere dagligt på vores hjemmesider, fortæller chefkonsulent i Rigsarkivet, Poul Olsen.

Han tror, at den store interesse blandt andet skyldes den lettere tilgængelighed, der er kommet med internettet, men mener også, at der er kommet flere danskere i ‘sølvbryllupsalderen’.

– Den voksende interesse, tror jeg også, har meget at gøre med, at der bliver flere folk i slægtsforskningsalderen, det vil sige 50+, i forhold til for 10-20 år siden, siger Poul Olsen, der også peger på slægtsforskningsprogrammet ‘Ved du, hvem du er?’ på DR1 som årsag til interessen.

I programmet rejser kendte som skuespilleren Peter Mygind og sangerinden Alberte Winding verden rundt i jagten på deres forfædre. Og det er med til at vækket folks hunger for at rode i familiehistorien.

– Interessen har været overraskende stor. Vi har haft rigtig mange seere, og næsten 30.000 har været inden og lave deres eget stamtræ på sitet, siger redaktionschef på programmet, Søren Bo Hansen.

– Jeg tror, der er en tendens i tiden til at ville samle familien. Det betyder også, at man kigger bagud. Man lægger mindre vægt på de ydre værdier og mere på de indre. Vi vil gerne vide, hvor vi kommer fra, tilføjer Søren Bo Hansen.

Anskuelsen om de indre værdier er, ifølge livsstilsekspert Henrik Byager, lige præcis det, der har været med til at få et voksende antal danskere til at dykke ned i annalerne.

– I en periode, hvor man ikke kan se frem, ser man tilbage. Man synes, vi lever i en rodet tid, der er svær at forholde sig til. Så er det nemmere at se indad, og se; hvem er jeg?, fortæller Byager.

Og det er ikke kun i Danmark, at behovet for at se tilbage er stort. Programmet ‘Ved du, hvem du er?’ har også kørt i andre lande, heriblandt England og Sverige, med stor succes. Henrik Byager mener, at det skyldes en stræben efter at være unik.

– Det moderne menneske vil ikke betragtes som et flokdyr, de vil betragtes som unikke væsner. Status og livskvalitet i dag er at have en unik tilværelse, hvor man har fundet frem til det, der lige præcist er specielt for en selv. Det kan man jo gøre gennem slægtsforskning, forklarer livsstilseksperten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Kæmpeforskelle på operationsventetider
Next post Idrætsbørnehaver hitter i kommunerne