Flere dumper prøven for danskhed

En rundspørge viser, at langt færre bestod indfødsretsprøven i december end for et halvt år siden. Kurser i prøven hjælper gevaldigt.

Indfødsretsprøven er nøglen til Danmark, og færre kommer ind.

Det viser en rundspørge til landets sprogcentre, der er foretaget blandt 28 af 40 sprogcentre.

Lidt over 62 procent af dem som gik op til prøven 2. december bestod. Det skal sammenlignes med den sidste prøve i juni, hvor 68 procent bestod.

Grunden til at færre består er stramningen af udlændingeloven, vurderer kontorleder ved Indvandrerådgivningen, Leif Randeris.

– Vi har den fornemmelse, at når presset på indvandrerene bliver større og større, så bliver de mere interesseret i at få et statsborgerskab, fordi så kan man sikre sig mod at blive udvist, siger han.

Dermed tager flere indvandrere, som ifølge Leif Randeris ikke har så meget uddannelse fra hjemlandet, prøven, hvilket giver større dumpeprocenter.

På landsplan var der da også knap 300 flere, der tog den seneste prøve end i sommer, oplyser Integrationsministeriet.

For dem kunne et kursus måske have betydet forskellen på velkommen og farvel til Danmark.

På Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter bestod seks ud af syv, hvis de havde været på kursus i at tage indfødsretsprøven. For sidemanden til prøven, som ikke havde taget kurset, var der kun 57 procent, der bestod.

Landets største hold var på 303 personer og kom fra sprogcentret ‘Lærdansk’ i Århus. Her var kurset droppet, fordi der ikke var nok tilmeldte. Af de 303 som tog prøven bestod godt 57 procent.

Flere af de adspurgte sprogcentre mente ellers, at spørgsmålene var blevet bedre i forhold til tidligere prøver.

– Spørgsmålene i den her prøve har været mere relevante, end vi har set tidligere. Det er ligegyldigt, om en som levede for 200 år siden var maler eller forfatter. Spørgsmålene passer bedre for at forstå og begå sig i det nuværende danske samfund, siger uddannelseschef Torben Nielsen ved VoksenUddannelsescenter Frederiksberg.

Sidste gang var der et spørgsmål, hvor ingen af svarmulighederne var det rigtige. Indtil videre har denne test været fejlfri, men deltagerne har fejlet mere end tidligere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post High Court: Julian Assange kan løslades
Next post Klovn åbner med rekordweekend