Julehygge erstattes af tæv og trusler

I nogle familier ender frustrationer og vrede i vold mod ægtefæller og børn i juleferien. Der meldes om længere venteliste på hjælp end nogensinde.

Mens juleferien for nogle familier byder på hyggelige snakke-stunder og kvalitetstid, så er helligdagene for en del præget af frygt og vold.
Det mærker man hos Dialog Mod Vold, hvor man tilbyder familier behandling, hvis for eksempel far tæver mor og børnene.

– Lige nu står vi med en venteliste på 50 familier, som gerne vil have hjælp og behandling. Det er mere end nogensinde før. Og det tal bliver ikke mindre i julen, fortæller leder Helle Øbo Mont.

Foreningen tilbyder behandling i både Århus, Odense og København – og her står det klart, at julen er en svær tid for familier, hvor lussinger og tæsk er hverdag.

– Når familierne er så meget sammen, som de er her i julen, så kan det have nogle fatale konsekvenser, ikke mindst for børnene, når familien ikke får hjælp. I alleryderste konsekvens bliver nogen slået ihjel – men sådan behøver det naturligvis ikke ende. Men børnene tror, at nu skal de holde jul og juleferie, og så ender det med, at mor eller de selv får bank af far, siger hun.

Ifølge Helle Øbo Monts får familier, der har det svært, det endnu sværere i julen.

– I julen tænker man, at nu har vi tid til at tale ordentligt sammen, men det betyder også tid til at blive uvenner og blive skuffede. Der er meget høje forventninger, og det kan man have svært ved at leve op til. Samtidig betyder finanskrisen, at nogle har mistet deres arbejde, og den krisetilstand kan være med til, at der lettere opstår konflikter, fortæller hun.

Hos Børnetelefonen, der årligt har cirka 14.000 samtaler med børn med forskellige problemer, skulle man tro, at telefonerne også gløder i julen, hvis forældre og familier toppes meget.
Men sådan er det dog ikke, fortæller Bente Boserup, souschef hos Børns Vilkår, der bestyrer Børnetelefonen.

– Børnene er sammen med deres familier. Det kan jo ses som positivt, fordi de så er sammen og foretager sig noget og derfor ikke ringer. Samtidig kan det være svært, hvis hele familien er i hjemmet, siger Bente Boserup.

Men der kommer et run på telefonener igen, når vi nærmer os nytår, fordi børnene begynder at indse, at skolen snart starter igen.

– De børn, der oplever massiv mobning i skolen, ringer til os, når mor og far begynder at sige ‘Nu skal du snart i skole igen’. Nu har de haft en pause fra mobberierne på grund af juleferien – men når de skal tilbage igen, bliver de meget tungsindige og har brug for råd, siger hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Kommuner sender ansatte på ufrivillig juleferie
Next post Kanel er Danmarks mest populære krydderi