Rift om billetter til juletog

Trods få ekstra fridage i julen, er der rift om DSB’s billetter både før og efter jul. Sidste år var 11 procent af pladserne i perioden 17. december til 2. januar reserveret på nuværende tidspunkt, mens hele 16 procent er reserveret i år. Men der er stadig masser af ledige pladser, oplyser DSB.

Den store rejsedag bliver den 23. december, hvor DSB sender alle tog ud at køre. Lige nu er en tredjedel af dagens pladser reserveret. Dagen før er en fjerdedel reserveret. De største hjemrejsedage ser ud til at blive den 26. og 27. december, men på alle disse dage er der fortsat ledige pladser over Storebælt.

– Alle skal nok komme hjem til jul, men det er en god idé at få bestilt plads nu, så du kan få planlægningen til at gå op. Jo tidligere, des større er chancen for at få en plads på den afgang, der passer bedst, siger sekretariatschef Bjarne Lindberg Bak, DSB Salg.

– Måske kunne det være en idé at begynde juleforkælelsen med en plads på DSB1’, hvis du synes, du har brug for ekstra plads og afslapning inden julefesten begynder, tilføjer Bjarne Lindberg Bak.

DSB’s trafikchef, Stig Friisbæk, forsikrer, at sne og frost ikke vil ødelægge julen for DSB’s kunder.

– Den tidlige vinter har skærpet vores beredskab. Jeg kan naturligvis ikke love, at alle tog kører efter køreplanen, hvis himmel og jord står i et med snefygning og hård frost, men jeg kan love, at alle kommer frem til juleaften, siger Stig Friisbæk.

I de godt to uger med julerejser udbyder DSB i alt 571.705 pladser på strækningen København-Odense. I Lyntog og i InterCitytog udbydes 58.000 Orange pladser, heraf er 37 procent allerede solgt. De ekstratog der kører på en normal fredag vil køre lille juleaftensdag, så alle tog er på skinnerne på årets største rejsedag, og også her er der Orange billetter.

Familier med børn under 16 år kan med fordel købe en familiebillet. Familiebilletter sælges i de betjente billetsalg eller via DSB’s telefonsalg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post 51 hjemløse fængslet efter aktion mod herberg
Next post Idrætsmillioner til sårede soldater