Svensk politi: Det var terror

Lørdag eftermiddag sprang to bomber midt i det centrale Stockholm. Det svenske sikkerhedspoliti, SÄPO, kalder det en terrorhandling.

En personbil eksploderede kort før klokken 17 i går eftermiddag og brændte i krydset mellem Olof Palmes Gata og Drottninggatan i det centrale Stockholm.

Mindre end et kvarter senere, udløstes endnu en bombe i en sidegade til Drottninggatan, der er en af Stockholms travleste indkøbsgader. Denne gang af en mand, som havde en bombe på kroppen. Manden blev dræbt i eksplosionen og to andre blev såret.

Advarsel sendt i forvejen
Det svenske nyhedsbureau TT modtog en advarsel en time før bombesprængningerne.

I advarslen stod der blandt andet:

Nu skal jeres børn, jeres døtre og søstre dø, lige såvel som vore brødre og søstre og børn dør

og:

Vore aktioner vil tale for sig selv, så længe I ikke slutter jeres krig mod islam og fornedrelse af profeten og jeres dumme støtte til grisen Vilks.

Om den anonyme e-mail til TT har noget med eksplosionerne i går at gøre, vides endnu ikke.

Bombemanden var måske iraker
Den svenske avis Expressen, skriver i dag, at den har lokaliseret mandens familie, som er i chok. Efter svensk presseskik, skriver avisen intet om mandens identitet, men det gør det tyske magasin Der Spiegel på sin hjemmeside. Der Spiegel mener at vide, at bombemanden var iraker. Ifølge Der Spiegel Online, var bombemanden aktiv på blandt andet Facebook, hvor skrev kritisk om krigene i Irak og Afghanistan.

Sikkerhedspolitiet overtager efterforskningen
På en pressekonference i politihovedkvarteret på Kungsholmen i Stockholm søndag formiddag kom det frem, at SÄPO har overtaget efterforskningen.

På pressekonferencen bad politiet om borgernes hjælp til at opklare sagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Ansatte betaler selv den kommunale julefrokost
Next post Netbutikker betaler 10 gange mere i dankort gebyr end fysiske butikker