6 ud af 10 LO medlemmer frygter nedslidning

Nedslidning truer de fleste LO-medlemmer og udsigten til førtidspension i stedet for efterløn begejster ikke dem, der føler sig nedslidte.

Efterlønsordningen er for LO-medlemmerne deres sikkerhed for, at de kan forlade arbejdsmarkedet på en værdig måde, inden de bliver syge af deres arbejde.

En undersøgelse gennemført af TNS Gallup fra 3.-5. januar blandt 1.073 repræsentativt udvalgte LO-medlemmer, viser, at 22 pct. af LO’s medlemmer allerede føler sig fysisk eller psykisk nedslidt, mens 39 pct. forestiller sig, at de med tiden bliver nedslidte.

– Efter et langt og hårdt arbejdsliv vil mange LO-medlemmer føle sig nedslidte. Det er ikke det samme, som at de er syge nok til at få tilkendt førtidspension. Og netop derfor er efterlønnen så vigtig, fordi det er den enkeltes mulighed for at forlade arbejdsmarkedet på en god og ordentlig måde og inden, at kroppen er fuldstændig ødelagt, siger LO-formand Harald Børsting.

Generelt blandt LO’s medlemmer er det altså 6 ud af 10, der føler sig nedslidte eller forventer at blive det, mens det er tilfældet for 8 ud af 10 blandt de LO-medlemmer, der selv forventer at gå på efterløn.

– Det er netop de grupper, der føler sig nedslidte, som også bruger efterlønnen. Det er helt afgørende for os, at det er en ret og et valg, som den enkelte har, i stedet for at folk skal tvinges gennem et langt og slidsomt forløb med at få tilkendt førtidspension og hvor kommunen er dommer over deres fremtid, slutter Harald Børsting.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Anne Mette Rahbæk bliver ny direktør for Kulturarvsstyrelsen
Next post Eva Gabrielssons Millennium – Stieg & jeg