Færre unge vil i Forsvaret

For første gang er antallet af unge, der søger ind i Forsvaret, faldet. En ekspert mener, at unge er skræmte af krigen i Afghanistan.

Det er blevet mindre attraktivt at trække i soldateruniformen og kæmpe for Danmark.

Færre unge vil være soldater. Arkivfoto: Hærens Operative Kommando.

Markant færre unge mænd søger nemlig en uddannelse i Forsvaret, viser helt nye tal for 2010.

– Vi oplever et fald af ansøgere på tyve procent fra 2009 til 2010, siger chefen for forsvarets rekruttering, Frank Mathiassen.

Det er første gang, at kurven er knækket efter en konstant stigning i antal ansøgere. Og det er der en grund til, vurderer en forsvarsekspert.

– Der er ingen tvivl om, at det er et udslag af de voksende tab i Afghanistan og den større bevågenhed på de negative omkostninger ved at være udsendt, siger forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen, som er professor i international politik ved Københavns Universitet.

Det markante fald i unge, som søger ind til forsvaret, kommer efter en årrække udelukkende med voksende ansøgningstal.

I 2006 var der 4888 ansøgere, i 2008 lå det tal på 6232, og i 2009 toppede det med 7122. Tallet fra 2010 er helt nede på 5500 ansøgere.

Selv forklarer forsvarets rekrutteringschef, Frank Mathiassen, det markante fald med, at forsvaret i 2010 oprettede færre åbninger på pilot- og konstabeluddannelserne. Det kan dog kun forklare i alt 1500 ansøgninger og burde i øvrigt ikke have den store betydning.

– Vi har lavkonjunktur og stor arbejdsløshed, så tallet burde være højere, selv om der tilbydes færre pladser, siger forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen.

Han mener tværtimod, at de unge mænd er blevet opmærksomme på den barske bagside af medaljen ved at være i krig.

– Soldater, der kommer hjem og er sårede, har psykiske problemer og problemer med sundhedsvæsen og job. Skyggesiden ved at være i krig har i høj grad fået mediebevågenhed det sidste halvandet års tid, og det er en kraftigt medvirkende faktor, vurderer han.

I Forsvaret lyder det, at man vil være tilfreds, hvis ansøgerantallet for i år vil ligge på samme niveau som i 2010, så der er nok kandidater at vælge imellem til de årlige 1500 stillinger.

Dog peger forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen på, at Forsvaret er nødt til at se på, hvorfor færre søger ind trods krisetider.

– Det er en advarselslampe. Man er nødt til at se på, om man kan gøre noget bedre. Hvis man ikke kan hente folk i en lavkonjunktur, hvornår kan man så ellers hente dem, siger han.

Forsvarets rekrutteringschef håber dog, at Armadillo-filmen om de danske soldater i Afghanistan kan vække en fornyet interesse hos de unge mænd.

– Vi tror, den giver en positiv effekt. Den tegner et reelt billede af, hvad det handler om, og det er jo langt mere, end vi kan gøre med ord og markedsføring, siger Frank Mathiassen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Lars Barfoed ny politisk leder i C
Next post Indvandrere får lektiehjælp på nettet