Nyt mobilmærke giver fri sprut og tegneserier

Stregkoder version 2.0 dukker op flere steder, fordi danskerne køber smartphones i stor stil. Få sprut, tegneserier og manualer med koderne.

Klik og velkommen til fremtiden.

Tag et billede med din smartphone og få alt fra gratis sprut til mere ud af dit Anders And-blad.

Det nyeste inden for de smarte mobiltelefoner er en form for stregkode, der kombinerer nettet, mobiltelefonen og din hverdag. De såkaldte QR-koder.

QR står for ‘quick response’, og på ‘South African Bar’ og diskoteket ‘Night Fever’ i København giver et billede hurtig adgang til fri sprut.

På bardisken hænger den sort/hvide mosaik. Tager du et billede af den med en QR-scanner, ryger du ind på barens facebook-side.

– Hvis du ‘synes godt om’ siden får du et billede på mobilen, som giver et gratis shot, hvis du viser det til bartenderen, siger Thomas Bigum, som står for forsøget med QR-koder i barerne.

Dermed får baren mange venner og bliver hypet på Facebook, og gæsterne får fri alkohol. Alle over 18 år er glade.

Hos de mindreårige slår de nye koder også igennem. I de sidste tre numre af Anders And har læserne fået en interaktiv historie, hvor fire til fem QR-koder hjælper fantasien på vej med lyd og video.

– Vi bruger dem til at gøre Anders And universet større. Ved at scanne koderne får læseren lyd og billeder til en historie i hvert blad, siger Katja Haargaard, redaktionschef for Anders And ved Serieforlaget.

Ingen af forskerne på IT-universitet følte sig vidende nok til at udtale sig om de spritnye koder. Men i mediebranchen er de ikke i tvivl. Vi bliver bombarderet med QR-koder i fremtiden, fordi så mange danskere har fået smartphones.

– Vi kommer til at se rigtig mange QR-koder i hverdagen. Det vil brede sig hurtigt, fordi det er nemt og gratis at lave og bruge QR-koder, siger Kristoffer Ewald, strategisk direktør for det digitale mediebureau Guava.

Han fortæller, at koderne er det helt store hit i Asien. På gadehjørner, reklameskilte og dagligvarer kan asiaterne få mere at vide.

– Hvis du står ved bussen, kan du hurtigt tage et billede ved stoppestedet og få den seneste opdatering på, hvornår bussen er ved dig, forklarer Kristoffer Ewald.

Mulighederne er uendelige og fremtidens museer burde have de nye koder med forklaringer og historie ved siden at billederne, mener han.

I Danmark kan du finde QR-koderne i visse annoncer og på varer, hvor manualen ligger på nettet, så papiret kan spares.

Hent en QR-scanner gratis i din app store. QR-scannere findes både til iphone, android og windows mobiler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Mand anholdt efter brand i kolonihavehus
Next post Stor jagt på udenlandske biler i Jylland og på Fyn