Par strømmer til snakke-kurser

Med inspiration fra USA vil mange danske par forebygge skilsmisse.

‘Talen forbi hinanden’ kan ødelægge ethvert parforhold. Derfor har mange allerede booket plads på kurser, der kan forebygge dårlige mønstre.

Hvorfor siger hun, at hun ikke er sur, når hun tydeligvis er meget sur? Hvorfor kan han aldrig lytte, når jeg har lyst til at snakke?

Det er hverdagsviden, at parforhold er en potentiel konfliktbombe, hvis parterne snakker forbi hinanden – derfor har over 100 par allerede nu booket sig ind til en plads på et kursus i starten af året, som sætter fokus på kommunikation i parforholdet.

Det sker bl.a. hos Center for Familieudvikling, som udbyder såkaldte PREP-kurser, der skal gør parrene klogere på konflikter – inden de opstår.

PREP står for ‘Prevention and Relationship Enhancement Program’, på dansk ‘Praktiske Redskaber til et Engageret Parforhold’.

Centerets kurser har plads til 158 par i løbet af foråret – og de 100 pladser er allerede optaget, viser en opgørelse lavet for Newspaq.

– Vi oplever en enorm interesse. Det er ikke terapi, men et voksenpædagogisk tilbud, hvor man firkantet sagt undervises i sund fornuft i forhold til kommunikation, og hvad der fremmer og hæmmer den gode relation, fortæller Ruth Juul, souschef i Center for Familieudvikling, der udbyder kurserne.

Parrene får økonomisk støtte fra Familiestyrelsen, som støtter par med børn med mellem 500 og 2.000 kroner til PREP-kurser alt efter parrets indkomst.

Kursisterne kan blandt andet lære at blive opmærksomme på faresignaler, når en samtale mellem et par er ved at køre af sporet.

– Det er helt centralt at vide, hvad der sker, når en samtale på få minutter kan gå fra ‘Hej skat, velkommen hjem’, til at den ene pludselig anklager den anden for aldrig at købe nok ind og den anden så siger, at ‘det var bedre, hvis du aldrig var kommet hjem’, fortæller Ruth Juul.

Også i Århus oplever parterapeut og PREP-leder Anja Ganc, at østjyderne er klar på at lære mere om kommunikation i kærlighedsforhold – det sker allerede på årets første kursus i slutningen af januar, hvor par af egen lomme lægger 3.500 kroner for undervisningen.

– Jeg oplever en tendens til, at folk ikke længere på samme måde gider parterapi, men vil have konkret oplysning om hvordan parforhold fungerer og værktøjer til, hvad man kan gøre selv. På et PREP-kursus får man et slags kørekort i kommunikation med sin partner – så ved man, hvornår man skal holde tilbage for rødt, siger hun.

Også parterapeut Kickan Andersen mærker interessen – hun uddannede sig til PREP-leder i efteråret og skal nu udbyde sine første kurser her i januar, hvor par i løbet af 15 timer over tre dage bliver undervist og skal gennemgå en række øvelser sammen.

– Alle par kan lide af dårlige mønstre, når det kommer til kommunikation – både nybagte forældre og folk, der har været gift i 20 år. Kurserne hjælper folk til at spotte, hvad der sker, så de kan undgå, at der opstår en ensomhedsfølelse, at fortroligheden går tabt og man føler, at den anden ikke forstår en, siger hun.

I Norge tilbydes alle førstegangsforældre parkurser – herhjemme kan man også få støtte fra staten til PREP-kurser, hvis man har børn under 18 år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post 37 kg amfetamin beslaglagt – HA-medlem fængslet
Next post Amerikansk politiker skudt i hovedet