Overenskomst for 120.000 ansatte i regionerne

Regionernes Lønnings- og Takstnævn har her til morgen indgået forlig med KTO, Sundhedskartellet, AC og FOA om en toårig overenskomst for de ca. 120.000 medarbejdere i regionerne.

Efter et forløb på to døgn henover weekenden lykkedes det for parterne at blive enige om en aftale, der fastlægger lønnen og de øvrige ansættelsesvilkår for medarbejderne i regionerne i de kommende to år.

Aftalen er det muliges kunst i et forhandlingsforløb præget af begrænset økonomi og modsatrettede krav fra de regionale arbejdsgivere og medarbejderorganisationerne.

Aftalen kaldes et “særdeles ansvarligt økonomisk resultat, som harmonerer med den økonomiske situation i regionerne”. Lønnen forbliver uændret i 2011, mens der er aftalt generelle lønstigninger på 2,65 procent i 2012. Dermed sikres medarbejdernes realløn i 2012.

På en række punkter er det lykkedes for regionerne at forhandle sig frem til tilfredsstillende resultater.

– Vi har fået forenklet og afbureaukratiseret reglerne omkring medarbejderindflydelse, så man lokalt i højere grad får mulighed for at prioritere de indsatsområder, der er særligt vigtige for den enkelte region, for eksempel nedbringelse af sygefravær, forbedring af arbejdsmiljø eller lignende, siger Jens Stenbæk, formand for RLTN og chefforhandler for regionerne.

– At understøtte regionernes opgavevaretagelse har været et nøgleord for os i forbindelse med forhandlingerne. Derfor er det fint, at vi har fået etableret et udviklingspolitisk forum på tværs af faggrupperne i regionerne, hvor vi får mulighed for at sætte fokus på de udfordringer, sundhedsvæsnet står overfor, blandt andet i forhold til ny sygehusstruktur og etablering af fælles akutmodtageenheder, fortsætter Jens Stenbæk.

Trods svære forhandlinger er det lykkedes parterne at blive enige om en aftale, hvor både arbejdsgivere og medarbejdere får noget med hjem.

– Vores medarbejdere har været glade for den midlertidige seniorbonus, og det har vi lyttet til. Derfor har vi også aftalt en permanent seniorbonusordning, der skal være med til at fastholde vores ældre medarbejdere, understreger Jens Stenbæk.

– Når man ser på den samlede pakke i forliget og det faktum, at vi ikke havde meget at give økonomisk, så har vi fået en acceptabel aftale i hus, siger Jens Stenbæk.

Aftalen skal nu til afstemning hos de respektive medlemsorganisationer og i RLTN, før de nye overenskomster og aftaler træder i kraft den 1. april 2011.

Der mangler endnu at blive indgået forlig med enkelte organisationer om de specielle overenskomster. Disse forhandlinger forventes afsluttet i løbet af de kommende dage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Når journalister opdigter historier
Next post Sejlende natklub sad fast i isen