Enhedslisten overvejer at støtte Libyen-aktion

Enhedslisten, der ellers er imod dansk krigsdeltagelse, overvejer at støtte en militæraktion i Libyen.

Men partiet vil have sikkerhed for, at en række krav er opfyldt, før partiet eventuelt kan støtte en dansk deltagelse i en militær indgriben i Libyen. Det siger udenrigspolitisk ordfører Frank Aaen, før Folketinget i aften skal tage stilling til, om Danmark skal sende jagerfly til indsatsen i Libyen.

Frank Aaen (Ø): -Jeg kan ikke se andre muligheder, end at bruge militære midler til at beskytte civilbefolkningen. Foto: Folketinget.

Frank Aaen understreger at diskusionen om en deltagelse har været svær for ham og Enhedslisten:

– Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været en meget svært både for mig og for Enhedslistens ledelse at tage stilling til om Enhedslisten skulle støtte FN-aktionen i Libyen.

– Vi er grundlæggende mod krig og vold, og er kritiske overfor stormagternes militære indblanding i andre lande. Men i denne situation, hvor den libyske civilbefolkning var truet af et blodbad, kan jeg simpelthen ikke se andre muligheder, end at bruge militære midler til at beskytte civilbefolkningen.

Krav før støtte
Før Enhedslisten kan støtte en militær indgriben i Libyen, skal en række forudsætninger gog være opfyldt.

– Det, vi er mest bekymrede for, er, at et angreb på Libyen vil medføre mange civile ofre. Det vil jo være vanvittigt, hvis vi ender med at være ansvarlige for store civile tab, når vi er dernede for at beskytte civile.

– Samtidig er det afgørende, at vores fremmeste mål er at få etableret en våbenhvile, og hvis Gadaffi accepterer det, så skal de udenlandske tropper også øjeblikkeligt stoppe angrebet. Og endelig skal vi sikre, at militær indgriben ikke udvikler sig til en overtagelse af Libyens råstoffer eller en reel besættelse af landet.

Derfor har Enhedslisten opstillet følgende tre forudsætninger for at støtte aktionen: Den militære indgriben skal stoppes, hvis Gadaffis regime accepterer en våbenhvile og indstiller sine angreb. FN-styrkerne skal ikke bombe områder med civil bebyggelse og der skal være fuld respekt for Libyens fremtidige suverænitet, herunder kontrollen med landets olieressourcer

Frank Aaen understreger også, at hvis det senere viser sig, at indsatsen i Libyen udvikler sig i modstrid med disse garantier, så vil Enhedslisten kræve at Danmark trækker sig ud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Firma forsøger at fuppe sig til flere penge
Next post Jean-Bertrand Aristide tilbage i Haiti