Minister åbner for kulegravning af Sander

Charlotte Sahl-Madsen er klar til at underkaste sin forgænger en uvildig undersøgelse, hvis den kommende tid ikke giver nødvendige svar.

Den nuværende videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen er klar til at underkaste sin forgænger, Helge Sander (billedet) en uvildig undersøgelse. Foto: Folketinget.

Den omfattende sag om den fyrede hjerneforsker Milena Penkowa, der er dømt for underslæb og undersøges for videnskabelig fusk, risikerer nu at ramme hendes ven og tidligere videnskabsminister, Helge Sander (V).

Det står klart, fordi den nuværende videnskabsminister, Charlotte Sahl-Madsen (K), nu åbner for en uvildig undersøgelse af hendes ministerium under forgængeren, sådan som S og SF kalder på.

Der skal dog nye oplysninger frem i sagen, før hun vil sætte undersøgelsen i værk.

– Men jeg har ikke lukket nogen døre, siger hun, og fortsætter:

– Jeg synes, vi skal kigge på paletten af de øvrige undersøgelser, der er i gang. Når vi kender svarere fra dem, må vi se, om vi ikke får dækket behovet. Skulle der så stadigvæk være ting, som ikke er belyst, så må vi drøfte det, uddyber ministeren.

Helge Sander, der overlod jobbet til Charlotte Sahl-Madsen cirka en måned før Penkowa blev suspenderet fra Københavns Universitet, hilser en eventuel undersøgelse velkommen.

– Det har jeg ingen problemer med overhovedet, men det vil jeg lade den nye videnskabsminister tage stilling til fuldstændig for sig selv. Jeg vil ikke blande mig, siger Sander, der fra flere sider er blevet beskyldt for alvorlig nepotisme.

I oppositionen vækker ministerens udmelding ingen glæde. Snak skal følges op af handling, hvis den ikke skal stå hul tilbage, mener SF.

– Det er tom snak endnu en gang fra ministeren. Hun har haft alle de muligheder, der overhovedet skulle til for at igangsætte en uvildig undersøgelse bl.a. af hendes eget ministerium. Og ingen af de undersøgelser, som er i gang, belyser Videnskabsministeriets håndtering af hele Penkowa-sagen, siger sundheds- og forskningsordfører, Jonas Dahl.

Han mistænker ministeren for at tøve, fordi en undersøgelse også kan ramme Charlotte Sahl-Madsen selv. Hun nåede nemlig kort at være minister, før sagen om Penkowa så offentlighedens lys.

Lige nu afventer videnskabsministeren både undersøgelser fra Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed og Rigsrevisoren.

One thought on “Minister åbner for kulegravning af Sander

  1. Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen prøver at trække sagen i langdrag, fordi hun selv er alvorligt i klemme! Så enkelt er det. Hendes game er det samme som Sanders og hun falder selv når der kommer en uvildig undersøgelse soml afdækker at hun selv har begået ulovligheder. Hun startede måske anonymt som minister men er blevet en regulær skændsel for den danske universitetsverden. Næsten 500 navngivne forskere på KU kan ikke tage fejl.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Previous post Minister iværksætter skærpet tilsyn med Københavns Universitet
Next post Danske fly har bombet i Libyen